Lav en madpakke, der bliver spist

Mandag, 15. august 2011
af Redaktion
En madpakke skal være sund, men vigtigst af alt, skal den i maven og ikke i skraldespanden

De fleste forældre kender det med at have høje ambitioner omkring børnenes madpakker ved hver skolestart. Men ofte ender det med de sædvanlige klap-sammen med leverpostej og trestjernet efter kort tid. Måske er grunden, at tiden er for knap, og måske er det børnene, der ikke helt har lyst til at spise de sunde kreationer.

Men madpakken skal være en kærlig hilsen hjemmefra, lyder det fra Anette Kokholm, Familie Journals chefredaktør, der må slække lidt på sundhedskravene, fordi hun foretrækker en spist madpakke frem for en utilpas søn. Her fortæller hun om sine oplevelser med at lave gode madpakker:

Hvem smører madpakkerne hjemme hos jer?
Det gør jeg - til den yngste. De store teenagere laver selv deres madpakker eller køber noget mad, der hvor de studerer.

Har du nogen særlige rutiner omkring det?
Hvis det er en rutine altid at gøre det i sidste øjeblik, så har vi…

Er du god nok til at sammensætte et sund og varieret måltid i madpakken?
Ja, det er bare ikke altid, de gider spise det! Jeg bruger altid fuldkornsbrød, friske økologiske råvarer og gerne magert pålæg og nogle stænger grønt.

Har du haft oplevelser med kræsne børn - og hvad gjorde du?
Min yngste søn er ekstremt kræsen, og han får, hvad han kan lide. Han kan ikke lide rugbrød, så han får fuldkornstoastbrød i stedet. Af frugt og grønt kan han kun lide æble, banan og til nød gulerod, så det får han. Jeg synes, det er vigtigt, han har lyst til at spise sin mad, frem for at han sidder hele dagen i skolen med hovedpine, fordi jeg skal forsøge at lokke noget andet i ham. Det kan jeg gøre derhjemme. Madpakker er også en kærlig hilsen hjemmefra!

Lægger du ud med intentionen om en sund og varieret madpakke, uden at gennemføre det hele skoleåret?
Javist - sådan er det vist hvert år! Men det handler meget om det der med at være kræsen, så jeg ender altid med ikke at nænne at presse. Jeg synes, mad skal være noget uproblematisk, og så må man sande at ambitionerne ofte må vige for realiteterne.

Se galleriet herunder med en masse opskrifter på forskellige sunde madpakker: