Vi bygger vores egen kuppel

De står i en liftkurv og arbejder nogle meter over jorden. De er i gang med at få noget tagpap på plads, og der lyder en hyggelig mumlen deroppefra. På markerne omkring bølger korn og græs i vinden, og en sø blinker i den smukke sydfynske natur. Men hvad er det, de arbejder på? Det ligner en domkirkes store kuppel, placeret på jorden. Eller er det en iglo? Nej, det er en såkaldt dome, og sådan en ser man ikke hver dag i Danmark. Der er ikke noget at sige til, at forbipasserende biler kører i sneglefart for at se på det underlige monstrum på byggegrunden ved Gønderup i nærheden af Faaborg.

De hedder Erling Vilstrup og Mette Skov Hanfgarn, og de ved det godt selv: Folk synes, de er lidt skøre, men på den gode måde.

- Jeg vil nu også hellere være en festlig original end en kedelig kopi, siger Erling tørt.

Deres historie handler ikke kun om at bygge et hus, der er noget helt for sig selv. Deres historie handler også om at forfølge en drøm og om at gøre det, man har lyst til, når muligheden er der. Også selv om man måske ikke er helt ung mere. Det er den historie, vi gerne vil fortælle, og nu er de to bygherrer nede på jorden igen og træder ud af liftens kurv. De slår ud med hænderne mod den ret fantastiske og selvbærende konstruktion, der er fremstillet af hård amerikansk douglasfyr.

Barndommens huler

De er begge oprindeligt fynboer, men har boet ved Viborg i mange år. De mødte hinanden for 22 år siden, fandt sammen og blev gift. Mette arbejder på et jysk forsorgshjem. Hun er 59 år, diakon og senere uddannet til at tage sig af særligt krævende patientgrupper. Erling, der har to voksne børn fra et tidligere ægteskab, er svagstrømsingeniør og har været ansat på teknisk skole i Viborg i mange år, dels som inspektør, dels som underviser. Nu er han pensionist. Til december går Mette på efterløn, og så rykker parret fra Viborg til Fyn, så da skal domen være klar til indflytning.

- Det bliver vores lille hule, siger Mette, og det er ikke tilfældigt, at hun bruger netop dette udtryk. Allerede som barn var hun vild med den særlige form og byggede kuppelformede huler om sommeren og igloer om vinteren.

En hel del venner og bekendte har spurgt dem, hvordan de da orker at gå i gang med et sådant selvbyggerprojekt - og så i deres alder. Det spørgsmål kan de let besvare:

- Hvorfor skulle vi ikke? Nu har vi muligheden. Jeg tror på, at man skal gøre det, man gerne vil. Man skal aldrig opgive sin drøm, siger Mette.

Der er dem, der antager dem for at være et par gamle hippier, når de ser Erlings lange grå lokker og skæg. Men sådan er det nu ikke. Det er bare et ægtepar, der har tænkt sig at leve, som de har lyst til, og i et hus og omgivelser, som de kan trives i.

Læs om kærlighed i skurvognen

- Jeg har altid været sådan en pæn ung mand. Da jeg engang havde egen radioforretning, var jeg formand for handelsstandsforeningen, og da jeg var inspektør på teknisk skole gik jeg i slips og jakke. Så der var ikke meget hippie over mig, fortæller Erling med lune i stemmen.

- Men da du så blev 60 år, besluttede du at lade håret og skægget gro, tilføjer Mette.

Og sådan er det. Nu er der hestehale og intet slips, og der er en erkendelse af, at vi selv skaber vore liv og selv skal finde ud af, hvad der er vigtigt i vores tilværelse. Lige nu bygger de i bogstaveligste forstand på deres egen fremtid, og man fornemmer hurtigt en smittende ro og en helt særlig stemning mellem dem. De er helt sig selv, og nu bygger de et hus, der er helt sig selv. En dome i den sydfynske natur.