Vi er en rigtig festivalfamilie

Tirsdag, 26. august 2014
af Johan Isbrand, foto: Poul Anker
Tønder Festivalen fylder i år 40 år og er i fuld gang med at forny sig og sikre, at også fremtidige generationer vil nyde festivalen. Familien Gabelgaard er en af de familier, hvis liv er tæt knyttet sammen med festivalen

Hvis en tradition skal overleve, er det afgørende at få de unge generationer med. Og netop det har i et par år været den store udfordring for Tønder Festivalen. Af samme grund er festivalen i gang med at forandre sig, og de traditionelle blues- og folkemusiktoner har fået selskab af yngre og mere moderne klange. Strategien ser ud til at lykkes. Og i år bliver efter alt at dømme året, hvor tre års økonomisk underskud atter vendes til overskud, således at den sønderjyske musikfest i år kan fejre sit 40-årsjubilæum i den bedst tænkelige stemning og atmosfære.

Også Lone Gabelgaard, 56, hvis liv har været tæt knyttet sammen med festivalen i 30 år, er optimistisk. Hendes oplevelse er nemlig, at de yngre generationer i stigende grad slutter op omkring arrangementet. Hendes to voksne børn, Mick og Louise på henholdsvis 33 og 34, og deres respektive partnere er alle dybt involveret i festivalen. Og det har en smittende effekt på deres jævnaldrende venner, hvoraf en del efterhånden er at finde blandt "Tønder-folket".

Læs her om festivalen på Ærø, som har det familievenlige i højsædet.

Festival i blodet

- Min mand, Hans Christian - blandt venner HC - er fotograf for Jydske Vestkysten. I 1984 dækkede han for første gang Tønder Festivalen, og jeg var med som påhæng. Året efter flyttede vi til det sønderjyske, og jeg blev stadig mere involveret i festivalen. Samtidig havde jeg via HC et vist kendskab til pressen, og derfor havnede jeg i begyndelsen af 1990'erne i pressereceptionen, hvor vi tager imod de journalister og fotografer, der gæster festivalen.

Mick, som er vvs-mand og energimontør til hverdag, har i mange år været med på Tønder Festivalens pionérhold. Det er dem, der bygger hele festivalpladsen og alle dens faciliteter op og holder den ved lige i de dage, festen varer. Hans kone, Lisa, arbejder på festivalpubben, mens Louise og hendes kæreste, Palle, arbejder i festivalens gourmetrestaurant, Fiddler's Green.

Ny "medarbejder" på vej

Ligesom Lones børn så at sige er vokset op med festivalen, har også børnebørnene - Micks børn Noah, 7, og Liv, 5, samt Louises søn Villum på 1½ - i dag deres naturlige gang der. Og flokken vokser: Micks nummer tre så dagens lys i sidste måned, og Louise venter med Lones formulering "en ny festivalmedarbejder" til oktober.

- Sidste år fejrede vi Palles fødselsdag på festivalen, så det er også blevet stedet, hvor familien samles. Samtidig er Tønder Festivalen for mig stedet, hvor man møder gamle venner, man kun ser den ene gang om året. Og så er det jo fem dage i en verden for sig med en helt unik stemning. Til daglig arbejder jeg som terapeut på et plejehjem. Som man kan sige sig selv, er festivalen på alle måder noget ganske andet, og det er dejligt at have den som en fast tilbagevendende begivenhed, hvor man kan abstrahere fra de opgaver, man bakser med i hverdagen.

Kongelige oplevelser

- Af musikalske oplevelser har det selvfølgelig været stort at opleve legenderne Pete Seeger og Arlo Guthrie. Og da vi hørte det skotske band Runrig for første gang. Siden har de besøgt Tønder så mange gange, at det næsten er blevet hverdag, griner hun.

Tiårige Felix er blind, men har lært sig at spille blues. Mød ham her.

- Og så er prinsesse Marie protektor for festivalen og har besøgt den flere gange, hvor jeg har haft æren af at være presseguide under det kongelige besøg, dvs. følge pressen rundt, anvise fotograferne pladser og den slags. Sidste år havde prinsessen prins Joachim og lille prins Henrik med, fortæller Lone.

Musikken er håndlavet

"Handmade Music" - håndlavet musik - lyder slagordet for Tønder Festivalen. Og det er helt igennem rammende. Her er vi nemlig helt nede i noget oprindeligt. Landet vrimler som bekendt med festivaler, der præsenterer nutidens og fortidens helte inden for rock og pop. I Tønder har publikum mulighed for at stifte bekendtskab med den musik, der danner grundlag for de populære toner, og få sig nogle oplevelser, de ikke kan få andre steder. Men som en del af fornyelsen er der også nye og unge, musikalske indslag i luften.

Tønder Festival nummer 40 finder i år sted fra den 28. til den 31. august, og på programmet finder man blandt andet Steve Earle, The Stray Birds og Chuck Brodsky fra USA, Runrig og Skerryvore fra Skotland, We Banjo 3 fra Irland og danske Folkeklubben. Læs mere på festivalens hjemmeside tf.dk.

Jes og Charlotte blev gift på en jazzfestival. Læs om dem her.


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.