Opskrifter

Agurkerand

Lørdag, 12. april 2014af Redaktion
I dag kan vi købe agurker hele året, men i gamle dage var agurkerne forårsbebudere, der endte i agurkesalaten som tilbehør til den grydestegte kylling. Store, tykke agurker indeholder mere vand end de slanke og smager af mindre.

Ingredienser til agurkerand

(6 pers.)

1 lille løg
1-2 agurker, 500 g
½ tsk. salt
6 blade husblas
3 dl hønsebouillon
1 dl hvidvin
Ca. ½ spsk. friske estragonblade
2 spsk. persille

Sauce
200 g mayonnaise
1½ dl ymer
1 fed hvidløg
Dild
Persille
Estragon
Salt og peber
Citronsaft


Tilbehør
250 g rejer
Flutes

Fremgangsmåde til agurkerand

Pil løget. Hak løg og agurk fint og drys med ½ tsk. salt. Læg husblassen i blød i koldt vand. Varm bouillonen, tilsæt husblassen og lad den smelte. Hak estragon og persille. Rør hvidvin, estragon og persille i bouillonen og smag den til med salt og peber. Hæld en smule af den i bunden af en randform på 1-1½ l og lad det stivne i køleskab. Fyld formen med agurk og løg og hæld resten af geléen over. Lad den stivne i køleskabet på 4-5 timer.

Sauce: Bland mayonnaise og ymer. Tilsæt presset hvidløg, hakket dild, persille og estragon efter smag og smag til med salt, peber og citronsaft.

Hold formen 10 sek. i kogende vand og vend randen ud på et fad. Fyld midten op med rejer og servér saucen til.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Find flere opskrifter her...
Påskefrokost-lagkage med æg og laks
Påske-chokoladekage


Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop