Opskrifter

2 lækre marmelader

Lørdag, 24. januar 2015af Anne Skovgaard-Petersen, foto: Carina Krügerfoto: Carina Krüger
Hjemmelavet marmelade med pomeranser og appelsiner eller med appelsiner og vanilje

Opskrift på orangemarmelade

1 kg pomeranser
1 kg usprøjtede appelsiner
1 l vand
2 kg sukker

Sådan laver du orangemarmeladen

Skyl pomeranser og appelsiner og kom dem hele i en gryde. Hæld vand ved og kog frugterne ca. ½ time.

Hæld frugterne til afdrypning i en sigte. Kom den afdryppede saft tilbage i gryden og bland den med sukkeret. Kog blandingen ind uden låg, til der er ca. 1/3 tilbage.

Skær de kogte pomeranser og appelsiner i kvarte og skær dem i tynde skiver. Gem kernerne, kom dem i et kaffefilter og luk med bomuldsgarn. Kom frugt og kerner i sukkerlagen og kog det meget småt uden låg 2-3 timer. Rør i marmeladen indimellem.

Læg lidt marmelade på en kold tallerken og sæt den i køleskab 2-3 min. Træk en finger gennem marmeladen,
løber den ikke sammen, er den færdig. Tag posen med kerner op, skum marmeladen og hæld den i skoldede
glas.

TIP: Marmeladen skal koge i lang tid for at blive mørk og få den rigtige konsistens. Man kan evt. halvere kogetiden og tilsætte lidt Melatin.

Opskrift på appelsinmarmelade med hakket vanilje

¾ kg usprøjtede, tyndskallede appelsiner
1 usprøjtet citron
4 dl vand
650 g syltesukker
1 tyk vaniljestang

Sådan laver du appelsin- og vaniljemarmeladen

Skyl frugten og pres saften. Miks skallerne med frugtkødet fint i en foodprocessor, start med nogle stykker og tilsæt resten ad et par gange sammen med lidt af saften.

Hak vaniljen fint med kniv.

Kom frugtskaller, saft, vanilje og vand i gryden og kog det 20 min. under låg, rør nogle gange, så frugten ikke sætter sig på grydebunden. Drys sukkeret i og kog videre i 10 min. uden låg.

Tag gryden fra varmen, skum marmeladen og lad den stå 15 min., inden den hældes i skoldede glas.


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.