Vi må da også hjælpe vores egne

Søndag, 4. marts 2012
af Ole V.
Selv som kontanthjælpsmodtager og førtidspensionist kan man hjælpe mennesker, der har det værre end én selv. Kristina og Pernille har via deres facebookgruppe fremskaffet så megen nødhjælp, at der dårligt nok er plads i huset ved Glamsbjerg
Garagen bliver hurtigt fyldt op med fine ting. Foto: Alex Tran
Garagen bliver hurtigt fyldt op med fine ting. Foto: Alex Tran

I dag lader 31-årige Kristina Berit Olsen og den fire år ældre Pernille Kleving - begge mor til fire - de store hjælpeorganisationer tage sig af nøden ude i den store verden, mens de selv prøver at yde, hvad vel bedst kan betegnes som "den nære hjælp".
De to kvinder fra Holte ved Glamsbjerg hjælper nødlidende danskere med brugte ting og sager.
Ikke fordi de to fynboer - og deres mænd og børn - selv har meget at rutte med. Kvinderne står som sagt begge uden for arbejdsmarkedet - den ene midlertidigt, den anden permanent. Deres bedre halvdele er chauffører, men kun Pernilles mand er i arbejde.

GIV DINE TING VÆK

Inden du smider noget væk - tøj, sko, legetøj, ting til hjemmet - så tænk på dem, der intet har og virkelig mangler.
Kontakt Kristina og Pernille på ahelp2u.fyn@hotmail.dk, eller læs om deres nødhjælpsarbejde på: facebook.dk: indsamling til familier, som mangler tøj, ting og andet.

Hjemlig nødhjælp
Hvordan faldt det dem ind, at to ganske almindelige husmødre fra det fynske "bøhland" kan gøre en forskel? At de med gode menneskers uselviske støtte kan spille en afgørende trumf?
Hverken Kristina eller Pernille har tilsyneladende svaret lige på tungen, men enes så om, at det nok var TV 2's indsamlingsprogram "Go' Folkehjælp", der gav stødet. Det åbnede deres øjne for, at selv om nøden i Uganda og Somalia er større end problemerne på Lolland-Falster og i Nordjylland, ændrer det ikke ved den kendsgerning, at der også findes danske mødre og fædre, der græder deres modige tårer over ikke at kunne give deres døtre og sønner den økonomisk trygge opvækst, alle forældre ønsker sig.

Konfirmationskjoler
Tingene doneres af hundredevis af "glade givere", der har reageret på de to kvinders efterlysning på Facebook-siden: indsamling til familier, som mangler tøj, ting og andet.
- Alt skal være gratis, det princip afviger vi ikke fra. Der findes jo mennesker, der - skønt det måske kun koster 20 kroner - ikke har råd. Men der er også dem, der er for stolte til eller flove over at bede om hjælp.
Netop nu har de ét brændende ønske: brugte konfirmationskjoler.
- De er så dyre, at nogle forældre undlader at lade deres døtre konfirmere.

Læs også:
Jeg ville hjælpe andre
10.000 som sendt fra himlen