Hørt fra børn...

Tirsdag, 5. november 2013
af Kilde:<p>Johns lyse sider<br>Foto: All Over Press
Børn kan sige de mest fantastiske og underholdende ting på passende såvel som upassende tidspunkter. John Jensen modtager hver uge masser af herlige breve til Johns lyse sider fra Familie Journals brugere og læsere, og her kommer et lille udpluk af, hvad vi har hørt fra de kære børn.

En dødbringende tissetår

Vi havde til vores store glæde besøg af vort yngste barnebarn - en fyr med krudt i og en god fantasi. En dag sad han og koncentrerede sig meget om et spil. Nu og da vred han sig på stolen, og pludselig fór han ud på toilettet. Kort efter lød der et hyl, og da vi åbnede døren, var der en stor sø på gulvet. I sin travlhed havde han glemt at slå brættet op!

Han var lidt ked af det, men da der var ryddet op, og han havde skiftet tøj, så han alvorligt på sin mormor og sagde:

- Det må du aldrig fortælle min mor, for så begraver hun mig levende, og bagefter danser hun på min grav!

Det lovede vi, men min datter fik alligevel historien et par år senere, og hendes muntre minespil fortalte, at der hverken blev begravelse eller dans efterfølgende.

Morfar, Esbjerg Ø

SE OGSÅ: En sød opskrift på hestehjemmesko til børn, hvis du kan filte >>

Haj med fordøjelses-problemer

Hele familien - jeg, min mand, søn og svigerdatter samt børnebørnene Sarah på 3 år og Isabella på 5 - er taget ud til "Den blå planet". Det var godt vejr, så vi ville tage den med ro. Men det viste sig, at Isabella havde været der med sin børnehave, så hun var "mand" for at vise rundt, og det skulle gå tjep!

Efter en hurtig gennemgang af hajerne og de andre fisk ville hun ind i "Den arktiske ring". Dér blev hun meget optaget af en søpapegøje, der sendte en stor klat ud i vandet, men nu skulle jeg (hendes farmor) trækkes med rundt. Da vi kom ind i en ny sal, spurgte jeg Isabella:

- Hvad er det, der hænger ned fra loftet?

Hun kiggede op, så på mig med en opgivende kendermine og sagde så: - Kan du ikke se, det er en forstoppet fisk?

Det skal lige siges, at det var en udstoppet haj, der hang der.

Farmor fra Rødovre

Derfor hedder det Magasin

Mit femårige barnebarn var med i Magasin, og da vi gik derfra spørger hun:

- Ved du godt, hvorfor det hedder Magasin?

Det vidste jeg jo ikke og fik så denne forklaring:

- Jo, der lå et hus og der var en stor seng og så kom der en makker og sov i den, derfor hedder det "makkerseng".

Bedstemor, Odense

LÆS OGSÅ: Mon ikke, der også kan komme et par sjove kommentarer fra børnene ud af denne familiesammensætning >>

Lille mand i hønsegården

Denne dejlige sommer bød på mange sejlture for vores vedkommende. Vi fulgtes med vores datter, svigersøn og to børnebørn, som også har båd. Efter en god landgang og en stor is blev det tid for 5-årige Magnus til et toiletbesøg. Da mormor jo ikke går på herretoilettet, måtte han med i dameafdelingen. Da Magnus havde fået sig godt anbragt på toiletsædet, kommanderede han med høj, klar stemme:

- Mormor, vend dig om, luk øjnene og tag dine briller af!

Høj latter fra de tilstødende "lokaler". Bifaldet fik Magnus til at udbryde forarget:

- Ta' dig ikke af de høns, mormor!

Storsmilende og røde i hovederne trådte vi ud af gemakkerne.

Mormor, Aabenraa

Regnetime med ubekendte

Jeg skulle passe mit barnebarn et par timer efter skoletid, så jeg aftalte med ham, at jeg hentede ham ved skolen. Det var godt nok en meget knotten dreng, der kom mig i møde, og da jeg spurgte ham, hvorfor han var så sur, svarede han:

- Jeg skal skrive alle mine regnestykker om! Vores nye lærer er så dum. Bare man har fem fejl, skal man skrive om!

- Havde du da fem fejl, spurgte jeg.

- Nej 17, svarede han.

Moma, Toftlund

SE OGSÅ: Opskrift på den sødeste, hæklede frø her >>

Kort fryd i fyrstendømmet

Vores ældste søn, der i dag er 32 år, troede som lille, at man bare kunne købe og købe. Vi husker stadig, da han var 3 år gammel, og vi var på campingferie i Sydfrankrig. En dag tog vi på udflugt til Monaco, hvor der jo som bekendt er mange spændende forretninger - også for børn. Gentagne gange måtte vi forklare vores søn, at det havde vi altså ikke penge til. Jublen var dog stor, da Lars kom forbi en ny forretning og triumferende udbrød:

- Far, her skal du ikke bruge penge! Du kan bare betale med dit Diners-kort.

Hanne, Esbjerg V

Morfars lækre bagparti

I sommerferien var 6-årige Jessica på stranden sammen med bedstefar og mor. Nu forholder det sig sådan, at hendes bedstefar er naturist, og det gik Jessica lidt op i. Så da hendes bedstefar forleden kom hjem fra arbejde (med tøj på), udbrød Jessica:

- Nå, der kommer manden med den pæne, brune røv!

Mormor Ladon, Esbjerg

SE OGSÅ: Børn elsker dyr - se favoritterne fra dyreskue i 2011 her >>

Alle offentliggjorte breve honoreres med 100 kr.

Skriv til john@familiejournal.dk eller til:

Johns lyse sider
Familie Journal
Postboks 420
0900 København C