Dansktopreporteren besøger Anne Marie Lindegaard

Tirsdag, 28. marts 2017
af Johan Isbrand, Video: Søren Lamberth
Anne Marie Lindegaard har i en alder af 45 år udsendt en bemærkelsesværdig debutsingle, der er blevet et dansktophit. Johan Isbrand har besøgt sangfuglen, der smelter hjerter med "Min lille fugleven", og sammen synger de værket.

En gang imellem dukker der en sang op, hvor lytteren fra første tone fornemmer, at der er noget helt unikt på spil. En sådan sang er ”Min lille fugleven” med sangerinden Anne Marie Lindegaard, der nu i foreløbig 13 uger har ligget på Dansktoppen på P3. Med sit storladne, keltiske arrangement og sin romantiske stemning trækker sangen publikum ind i sin helt egen verden.

Familie Journals dansktopreporter Johan Isbrand fornemmede også straks, at her var noget, han måtte undersøge nærmere, og han kontaktede derfor Anne, som bor i Strøby Egede med sin mand Sten, der også er musiker og dansktopsanger og har sit eget lydstudie i huset, hvor hans og hustruens musik bliver til. Parret har den 4-årige datter Ayla sammen foruden i alt fire børn fra tidligere forhold. Sten har selv for nylig ligget på Dansktoppen med sangen ”Små mirakler”. Men hvordan er ”Min lille fugleven” havnet hos det musikalske par? Anne fortæller:

Læs om vinderne af Dansktop Prisen 2017 her.

Da vores ven Kim Schwartz sidste år foreslog mig at synge en af hans sange i et program på dk4 i efteråret, sagde jeg ja. Det viste sig at være talentkonkurrencen ”Danskpop Talent”, og jeg blev udvalgt til deltagelse. Men da programmet skulle optages i Aarhus, blev jeg nødt til at melde fra. Jeg havde fået konstateret slidgigt i nakken, havde heftige smerter og var på morfin, husker Anne, der netop er vendt tilbage til sit nuværende job i boligselskabet FSB efter et halvt års sygemelding.

– Sangen var i øvrigt ”En engel som dig”, som Kim oprindelig havde skrevet tekst til på opfordring af Flemming ”Bamse” Jørgensen, der dog døde 1. januar 2011, inden han nåede at få sangen tilsendt. Min video til sangen blev til gengæld set og nydt af mange. Og det førte til en henvendelse fra pladeselskabsmanden og tekstforfatteren Calle Sand. Han havde oversat en svensk sang til dansk og mente, at jeg var den helt rigtige til at synge den. Det var ”Min lille fugleven”, og den blev indspillet i Stens studie med ham som musiker og producer.

Stortalentet Michael Korup Sørensen vandt konkurrencen Mig og Min Mentor i lørdags. Mød ham og hans mentor, Johnny Hansen fra Kandis, her.

I videoen herover kan du se, hvordan noget af mødet mellem journalisten og sangerinden spændte af, og høre dem synge ”fuglevennen” i duet.

Anne og Sten har i øvrigt en helt fantastisk kærlighedshistorie, der er som grebet ud af en romantisk film. Den kan du læse i næste uges Familie Journal. Og der er noget at glæde sig til.

Se, hvordan det gik til, da Familie Journals journalist mødte Katrine Daugaard fra Fede Finn & Funny Boyz.