Safari-Band sigter efter Dansktoppen

Søndag, 9. oktober 2016
af Johan Isbrand, Video: Søren Lamberth
Safari-Band med ægteparret Lena Hyldahl Ravn-Jensen og Mads Hyldahl i spidsen var et af højdepunkterne i sidste års dk4-konkurrence "Dansktop Talent". Nu er de på banen med nyt album. Familie Journals Johan Isbrand har mødt Lena og Mads til en snak og en sang.

De mødtes i ungdomsklubben i den nordjyske fiskerby Hou, da de var bare 14 og 16 år. De er sammen endnu i en alder af henholdsvis 29 og 31. Og de er ikke blot ægtefolk, men har også et tæt, musikalsk samarbejde som fortrop i dansktop- og partyorkestret Safari-Band, hvor Lena Hyldahl Ravn-Jensen synger, og hendes mand, Mads Hyldahl, spiller guitar. Men det var ikke kærlighed ved første blik fra den unge mands side.

– Jeg var reserveunderviser på ungdomsklubbens musikhold, som min storebror ledede. Og jeg ville kun spille musik og var slet ikke den romantiske type, der inviterede piger ud. Men Lena klæbede til mig og var ikke til at slippe af med, husker han.

Lena tager over:

– Mads var i mine øjne mystisk og uopnåelig. Han og hans bror spillede i et band, og vi var nogle piger, der dannede en lille fanklub, som fulgte dem, når de var ude at spille. Senere var vi tre piger, der begyndte at synge sammen i et ungdomsklubband under navnet De Krydrede Sild. Det lød ikke altid lige godt. Men Mads spillede guitar for os, og vi var blandt andet med på en cd, som ungdomsklubben udgav. Alt imens pressede jeg på, indtil han til sidst gav sig, og vi blev kærester.

Læs om dansktop- og Melodi Grand Prix-kongen Helge Engelbrecht her.

Sidste år var Safari-Band et af højdepunkterne i talentkonkurrencen ”Dansktop Talent” på dk4, hvor de deltog med det friske countrynummer ”Nej nej nej”. Og nu er de aktuelle med et helt album fyldt med fest og humør og med tekster på dansk af Lena. ”Safari Band vol. 2”, hedder cd’en. I videoen herover kan du opleve Lena og Mads synge og spille ”Nej nej nej” sammen med Familie Journals musikjournalist og få forklaringen på bandets navn.

I Familie Journal nummer 41, som kan købes i kioskerne fra den 10. til den 16. oktober 2016, kan du få hele den underholdende historie om Mads og Lenas parløb, deres bryllup og ikke mindst deres og bandets foreløbige musikkarriere.