Seks hurtige til Lene Holme

Torsdag, 24. november 2016
af Johan Isbrand, Foto: Torkel Dyrting
Dansktopmusikken har også en række kunstnere, der først er dukket op efter årtusindskiftet, men har gjort sig godt på både Dansktoppen på P5 og andre lister. Nordjyske Lene Holme er en af dem, og hun har også fået vores seks hurtige spørgsmål.

Hvad var dit første hit?

– Det var "Vi ses snart igen" fra min første cd, der udkom i 2000. Sangen er skrevet af Tonny Aabo. Den kom ind på DR-Dansktoppen og lå der i alle 15 uger med nummer 4 som den højeste placering.

Hvad er dit største hit?

– Jeg har i de år, jeg har sunget, haft to sange på DR-Dansktoppens førsteplads. Det er sangen "Gamle venner", der blev udsendt som single i 2003, og ”Det ved du", som blev udgivet på cd'en "Hvor blev de af" i 2013. De to sange, der har været størst efterspørgsel på, og som jeg aldrig kan undgå at synge, når jeg underholder, er "Morfars hyldetræ", som også var på Dansktoppen med en tredjeplads som bedste placering, og så ”Det ved du".

Fortæl om din største publikumsoplevelse!

– Jeg synes, jeg har haft mange. Jeg kan dog stadig huske en situation fra et plejehjem, hvor en ældre, dement herre pludselig rejste sig op midt i en sang og klappede og råbte "Kom så med!". Sangen ramte noget i ham, og han fik alle med. Sådanne oplevelser varmer mit hjerte.

Se vores fotogalleri med skønne Birthe Kjær her.

Hvordan kom du i gang med at synge?

– Jeg har altid haft musik i mit liv. Jeg fik et orgel, da jeg var 8 år, og jeg gik til undervisning og spillede og sang for familie og venner. Med tiden blev det mest sangen, der var spændende. Jeg sang i kirkekor og senere i Mellervangskolens kor, som også udgav nogle cd'er. Da jeg mødte sanger og sangskriver Tonny Aabo i 1999, mente han, at der var noget i min stemme, og så blev det alvor. Jeg kom med på hans jubilæums-cd med to sange, og så blev mine sange pludselig spillet i radioen.

Læs Darios svar på vores seks hurtige spørgsmål her.

Hvem er dit største forbillede?

– Helt klart Cliff Richard. Jeg har elsket ham og hans musik, siden jeg var en lille pige. Jeg elsker meget forskelligt musik. Skal vi tage det danske, har jeg gennem årene lyttet meget til Birthe Kjær og Anne Linnet. Og så synes jeg, at Bent Fabricius-Bjerre er helt fantastisk. Ellers ser jeg meget op til mennesker, der finder overskud til at være noget for andre, som har det svært eller er i nød.

Hvad er din største drøm?

– Et godt helbred, så jeg kan blive ved med at nyde tilværelsen med dem, jeg holder af, og samtidig tage ud og underholde og glæde mennesker. Ja, og så fred i verden, men det er nok for stort et ønske.

Her kan du læse om dansktoptalentet Camilla Mortensen.