Seje teenage-nisser

Søndag, 1. november 2009
af Redaktion
De store, stribede nisser er alle tiders gave, og de vil sikre julestemningen i mange år fremover
Foto: Jette M. Vesterager
Foto: Jette M. Vesterager

STRIBEDE NISSER
Mål: Færdig højde 58 cm (før valkning 68 cm).
Materialer til begge nisser: "Tove" (100% uld/50 g = ca. 160 meter): 150 g rød 4228. 100 g grå 1035. 50 g lys beige 2641. 100 g brun 3082. 50 g grøn 9535. Polyestervat. 4 knapper til kjole. 1 knap til vest.
Strømpep + lille rundp nr. 4. Rundp nr. 3 (til halskant).
Garn fra Sandnes Garn, tlf. 49 76 39 69.
Strikkefasthed: 20 m = 10 cm i glat på p 4.
Se forkortelser og brugertips her

Hoved og krop: Slå 60 m op med lys beige på strømpep 4 (15 m på hver p). Strik 11 cm rundt i glat (= hoved). Skift til stribemønster - skiftevis 2 omg grøn og 2 omg grå - og tag samtidig 4 m ind jævnt fordelt på 1. omg (= 56 m). Forts i striber til hele arb måler 30 cm. Del arb med 2 x 28 m og strik hvert ben for sig: Strik rundt med striber og tag 2 m ind på indersiden af benet på 1. omg, strik 3 omg, tag igen 2 m ind = 24 m. Forts med striber til benet måler 36 cm. Næste omg: Strik 2 m sm hele omg (= 12 m). Strik 1 omg, derefter igen 2 m sm hele næste omg. Strik 1 omg. Bryd garnet og træk det igennem rest m.

Arm: Slå 22 m op med grøn på strømpep 4 og strik rundt i glat med striber, til ærmet måler ca. 20 cm. Strik vante/hånd med rød: Tag 8 m ud jævnt fordelt på 1. omg (= 30 m). Strik rundt i glat, til vanten måler ca. 4 cm, tag så 6 m ind jævnt fordelt på næste omg (= 24 m). Strik 3 omg, tag 6 m ind (= 18 m). Strik 2 omg, derefter 2 m sm hele næste omg (= 9 m). Bryd garnet, træk det gennem rest m og stram til. Strik en arm mere på samme måde.

Valkning: Valk de forskellige dele af kroppen før montering (vask i maskine på kulørt program).

Montering: Put vat i ben og krop op til halsen. Brug gerne et tyndere uldgarn til montering, f.eks. strømpegarn. Sy risting med dobbelt tråd rundt om halsen, rynk sm og bind. Vikl også dobbelt grøn tråd omkring halsen og bind. Marker knæ med en syning på tværs over benet ca. 20 cm oppe, sy også i overgangen mellem ben og krop. Put fyld i hovedet. Sy åbningen sm foroven, men kun de midterste 4 cm, forside mod bagside. Sy risting på hver side i toppen af hovedet, rynk sm og hæft godt. Put fyld i armene, sy åbningen sm foroven (fladt) og sy arme fast til kroppen ud for skulder. Marker albue med en syning ca. 10 cm nede på armen. Marker mellemrum mellem fingre ved at sy med rød på vanten.

Hår: Håret skal ikke valkes! Vikl brunt garn om en bog i passende bredde - langt hår til pigen, drengens hår skal kunne titte frem under huen. Sy håret på hovedet.

Ansigt: Broder øjne med brun og mund med rød. Mal med rosa farvekridt på kinder, hage og pande.

Kjole: Slå 120 m op med rød på rundp 4. Strik ?4 r, 2 vr?, gtg ?-? hele omg rundt til arb måler 16 cm. Strik 2 m sm hele næste omg (= 60 m). Strik 4 omg glat. Luk 3 m til ærmegab i begge sider = 27 m til hver del.
Strik hver del færdig for sig.

Bærestykke, ryg: Luk videre til ærmegab i begge sider, på hver 2. p, for 1 m 2 gange = 23 m tilb. Strik til arb måler 19 cm. Luk de midterste 9 m til nakke. Strik hver del færdig for sig og luk endnu 1 m i nakkens side (= 6 m til skulder). Strik til arb måler 22 cm. Luk af. Strik modsatte side på samme måde.

Bærestykke, for: Luk til ærmegab som på ryg. Luk de midterste 9 m til hals, når arb måler 18 cm. Strik hver del færdig for sig og luk endnu 1 m ved halsen (= 6 m til skulder). Strik til arb måler i alt 23 cm, lav så knaphuller på næste p fra r-siden sådan: 2 r sm, 1 omsl, 2 r, 1 omsl, 2 r sm. Strik 2 p og luk af. Strik modsatte skulder på samme måde.

Montering, kjole: Hæft alle ender. Brug rundp 3 og strik m op med rød fra r-siden rundt langs halsudskæringen foran (ca. 10 m pr. 5 cm). Strik 2 p r frem og tilb. Luk af i r fra vr-siden (= 2 riller). Strik kanter på samme måde langs nakke og begge ærmegab. Valk kjolen. Sy 2 knapper på hver skulder.

Hue: Slå 66 m op med rød på strømpep 4 og strik rundt ?4 r, 2 vr?, gtg ?-? til huen måler 5 cm. Lav nu indt midt bag (= ved omg's beg): 2 dr r sm, forts med rib som før til der er 4 m tilb, strik 2 r sm og slut med 2 vr. Gtg disse indt, først på hver 3. omg i alt 5 gange, så på hver omg, til der er 4 m tilb. Bryd garnet og hiv igennem de rest m. Lav evt. en lille kvast og sy fast i toppen. Valk.

Halstørklæde: Slå 100 m op på p 4 med grøn eller rød og strik frem og tilb i r, til arb måler 2 cm. Luk af. Valk.

Sok: Slå 28 m op med rød på strømpep 4 og strik rundt, først 2 omg rib (1 r, 1 vr). Forts med glat, til arb måler 10 cm. Strik 2 r sm på hele næste omg (= 14 m). 1 omg r. Gtg indt (= 7 m). 1 omg r. Bryd garnet og hiv igennem de rest m. Strik 3 sokker mere på samme måde. Valk sokkerne.

Bukser: Beg med det ene ben og slå 30 m op med brun på strømpep 4. Strik rundt skiftevis 1 omg r og 1 omg vr, til der er 4 riller. Strik næste omg r og tag samtidig ud til 50 m jævnt fordelt. Forts rundt i glat, til arb måler 18 cm. Læg arb til side og strik 1 ben mere på samme måde. Saml m fra begge ben på rundp og strik rundt og tag samtidig ind til skridt midt foran og midt bag: Strik til 2 m før samling, så 2 dr r sm og 2 r sm. Gtg disse indt ved næste samling (= minus 4 m på omg). Gtg indt på hver 3. omg i alt 3 gange (= 88 m). Strik til hele arb måler 30 cm. Tag ind til 66 m jævnt fordelt på næste omg. Strik endnu 8 omg glat og luk af.

Montering, bukser: Buk kanten ind foroven og sy til, så der dannes løbegang. Lad en lille åbning stå til at trække elastik igennem efter valkning. Valk bukserne.

Vest: Slå 76 m op med rød på p 4. Strik frem og tilb i ret. Del til ærmegab, når arb måler 8 cm, sådan: Strik 17 m, luk 5 m, strik 32 m, luk 5 m, strik 17 m. Strik nu hver del færdig for sig.

Forstk: Luk 1 m på de næste 2 p fra ærmegabets side. Lav samtidig 1 knaphul på det ene forstk: Strik 2 m, luk 2 m, som slås op op igen på næste p. Strik 2 p mere. Beg nu indt til hals ved forkant: Strik 2 m sm indenfor de yderste 2 m. Gtg disse indt på hver 3. p, til der er 7 m tilb. Strik til arb måler 16 cm. Strik modsatte forstk på samme måde, men spejlvendt.

Ryg: Luk 1 m i begge sider = 30 m. Strik til der mangler 2 riller før hel længde. Luk de midterste 16 m til nakke = 7 m til hver skulder, som strikkes til hel længde. Luk af eller strik skuldrene sm.
Valk vesten med det andet tøj. Sy knap i.

Til sidst: Klæd nisserne på, når alt tøjet er valket. Sno snore af rødt og grønt garn omkring buksekanten forneden (se foto). Sy huerne fast.

Strikkeopskrift: Ruth Møller

Flere søde nisser...
Kuglebanden
Glade kravlenissebørn
Kravlenisser i filt
Skovnisser