Kortærmet bluse

Fredag, 12. juni 2015
af Permin (design og foto)
Fokus på taljen. Den søde, kortærmet bluse i retstrik og hulmønster har bred rib i taljen og fine, små ribærmer.

Strikkeopskrift på kortærmet bluse

Str: S (M) L (XL).

Overvidde (arb): 93 (99) 110 (116) cm.

Længde: 53 (54) 55 (56) cm.

Materialer: ”Scarlet” (58% hør/16% bomuld/26% viskose/50 g = 150 meter): 5 (6) 6 (7) ngl syren 22. Strikkep nr. 3 + 3½, rundp nr. 3 (60-80 cm).

Strikkefasthed: 21 m = 10 cm i mønster på p 3½.
Garn fra Permin tlf. 36 72 12 00.

Sådan strikker du blusen

Bagstk: Slå 98 (104) 116 (122) m op på p 3, og strik 15 cm rib. 1. p er fra vr-siden og strikkes sådan: Kantm-r, ✩3 r, 3 vr✩, gtg ✩-✩ p ud, slut med kantm-r. Forts i rib som m viser (kantm strikkes r på alle p), til ribben måler 15 cm. Skift til p 3½ og strik 6 p r. ✩✩Strik en hulrække (fra r-siden) sådan: 1 kant-m ✩slå om, 2 r sm✩ gtg ✩-✩, slut med 1 kant-m. Strik 11 p r✩✩, gtg ✩✩-✩✩. Når arb måler 34 cm, lukkes til ærmegab i begge sider på hver 2. p for 3, 2, 2, 1, 1 (3, 2, 2, 1, 1) 4, 3, 2, 1, 1, 1 (4, 3, 2, 1, 1, 1) m = 80 (86) 92 (98) m. Når ærmegabet måler ca. 18 (19) 20 (21) cm og en hulrække er afsluttet, hviler de midterste 40 (40) 42 (42) m til hals. Strik hver side færdig for sig i retriller. Luk til skulder på hver p fra ærmegabssiden for 6, 7, 7 (7, 8, 8) 8, 8, 9 (9, 9, 10) m.

Forstk: Strikkes som bagstk, til arb måler 41 (41) 42 (42) cm. Lad de midterste 26 (26) 28 (28) m hvile til hals, og strik hver side færdig for sig = 20 (23) 25 (28) m. Luk til hals på hver 2. p, for 2, 2, 1, 1, 1 m. Luk til skulder i samme højde som på bagstk.

Vingeærme: Slå (71) 77 (83) 89 m op på p 3½, og strik rib. 1. p er fra vr-siden og strikkes: Kantm-r, 3 vr, ✩3 r, 3 vr✩, gtg ✩-✩ p ud, slut med kantm-r. Forts i rib som m viser, men luk samtidig til ærmekuppel i begge sider, på hver 2. p, for 4, 2, 2, 2 m, og derpå 1 m 6 (8) 8 (9) gange. Luk så for 2 m 3 (3) 4 (5) gange og for 3 m 3 gange. Luk de rest 9 (11) 13 (13) m. Strik et ærme magen til.

Montering: Sy skulder- og sidesømme, sy vingeærmerne i. Strik med rundp 3 ca. 132 (140) 144 (152) m op langs halsudskæringen (inkl de hvilende m). Strik 3 p retriller. Luk af.