Seks gode tips til haven i oktober

Fredag, 2. oktober 2009
af Redaktion
Vejret er blevet koldere og efteråret har meldt sin ankomst med smukke røde og gyldne farver. Haven må ikke glemmes, for det er tid til nyplantning, og der er masser af muligheder for at gøre haven smuk og parat til efteråret
Foto: Mette Østergaard
Foto: Mette Østergaard


Tekst: Jean Frey og Mette Østergaard

• Grav georgineknolde op en dag, hvor jorden er tilpas tør. Toppen skæres af. Sæt knoldene et tørt sted en uges tid, så den sidste jord kan rystes af. Gem knoldene i kasser med lufthuller i bunden et passende tørt og frostfrit sted.

• Gladiolusknolde graves op, men bør beholde toppen. Bind toppene sammen i et bundt, og hæng knoldene op evt. i en kølig kælder. Når toppen er tør og vissen, skæres den af et par centimeter over knolden.

• Det er tid for nyplantning. Alt i haven kan plantes i denne periode. Ikke mindst er det godt at få roser, træer og buske i jorden efter løvfald. Er der brug for nye belægninger, plantestativer eller andre større nyanlæg, er efteråret perfekt til anlægsarbejde.

• Læg mærke til efterårsfarverne. Nogle haver bliver som nye i oktober, vel og mærket hvis haven er plantet til med henblik på dette sidste farvebrus. Den første busk, der viser luende, røde farver, er benved. Plant f.eks. Sachalin benved, Euonymus sachalinensis, der kan blive til et smukt lille træ, når det stammes op.

• Glem ikke, at græsplænen stadig skal klippes, selvom den ikke gror så hurtigt mere. Riv plænen for blade, når det er tiltrængt, og lav en kompost udelukkende med blade. Det bliver efter et par år til en særlig fin bladkompost.

• Oktober er også tiden for at høste de sidste af havens afgrøder, blandt andet græskar. Græskar findes i utallige former og farver. 'Vortegræskarets' kød har en fin spisekvalitet og kan f.eks. tilberedes sådan her: Skær græskarret i to cm tykke skiver og bag dem på bageplade med bagepapir en halv time ved 180º. Herefter kan kødet skrabes fri og bruges i boller og tærter.

Klik her, hvis du vil følge Tonie og tvillingerne i haven

Se her, hvis du vil læse mere om haven

Læs mere om haven på Isabellas