Slagterens hamburgerryg er den bedste

Søndag, 11. marts 2012
af Redaktion
Vi har testet seks forskellige hamburgerryg, slagterens er klart den bedste, men også dyrest - se resultatet her
Fotos: Flemming Nielsen
Fotos: Flemming Nielsen

Vi købte seks forskellige slags hamburgerryg og fulgte instrukserne til tilberedningen nøje.
En hamburgerryg skulle f.eks. koge i 45 min. og hvile 45 min. i kogevandet, mens en anden kun skulle koge i 20 min. og hvile i 20 min.
Derefter fik de seks slags hamburgerryg lov til at køle af, og først da de var kolde, blev de vejet.
Til sidst blev en skive af hver hamburgerryg skåret ud og lagt på tallerken, så både udseende og smag kunne vurderes.
Afsluttende er der givet en samlet karakter, hvor 0 er laveste og 6 er højeste.

Hjemmelavet hamburgerryg (store billede)
Er svag rødbrun med fast konsistens. Kødet ligner kød fra en nakkekam bortset fra farven. Kan se marmoreringerne. Ser appetitlig ud. Smager som nakkekam, der er røget. Der er tydelig kød og røgsmag.
Ingredienser: nakkekam uden vand, fosfat og tilsætningsstoffer.

Pris: 114,50 kr. for 870 g hos Slagter Jens på Frederiksberg.
Kilopris: 130 kr. (Tilbud)

Vejer efter kogning: 850 g
Svundet med: 2,4%

POINT: ??????

Slagterens røget hamburgerryg
Ligner kød, er lyserød og smuldrende i konsistensen. Er lettere tør, men smager af kød og føles som kød i munden. Den af supermarkedernes hamburgerrygge, der smager af og ligner mest nakkekam.
Ingredienser: svinekam 88%, vand, salt, 2 stabilisatorer, glucose, antioxidant (E 301), konserveringsmiddel (E 250).

Pris:
45 kr. for 1.098 g i Kvickly
Kilopris: 49,41 kr.

Vejer efter kogning: 892 g
Svundet med: 19%

POINT: ????

Ambassadeur røget hamburgerryg
Ser rødlig ud og har en tør, smuldrende konsistens. Kan se marmoreringerne. Smager ret salt, men dog muligt at smage kødet, der er lidt tørt. Ligner ikke nakkekam.
Ingredienser: 92% svinekam, 5% vand, 2,5% salt, sukker, antioxidanter og konserveringsmiddel.

Pris: 95,78 kr. for 1.181 g i Føtex
Kilopris: 81,10 kr.

Vejer efter kogning: 944 g
Svundet med: 20%

POINT: ???

Røget hamburgerryg
Er meget rødlig og ser pumpet ud. Konsistensen er blød. Er saftig/vandig. Smager meget af salt, så meget, at kød og røgsmagen stort set er væk.
Ingredienser: 84% kamfilet, 12% vand, 2,5% salt, dextrose, glucosesirup, 3 stabilisatorer, antioxidant, konserveringsmiddel.

Pris: 52,20 kr. for 1.024 g i Netto
Kilopris: 51 kr.

Vejer efter kogning: 944 g
Svundet med: 7,8 %

POINT: ?

Røgeriets hamburgerryg
Ser rødlig og pumpet ud med blød konsistens. Smager meget saltet. Kan ikke smage kødet. Er saftig/vandig. Ligner ikke nakkekam.
Ingredienser: 85% svinekam, 12% vand, 2,5% salt, stabilisator E451, sukker, antioxidant, konserveringsmiddel.

Pris: 76,61 kr. for 1.279 g i Føtex
Kilopris: 59,90 kr.

Vejer efter kogning: 1.240 g
Svundet med: 3,3%

POINT: ?

Brande Røgvarer, røget luksus hamburgerryg
Er lyserød og lettere blød i konsistensen. Smager meget af salt. Kød- og røgsmagen er stort set væk.
Ingredienser: svinekam 86%, vand 10%, salt 3%, dextrose, 2 stabilisatorer, antioxidant, konserveringsmiddel, anvendt røgaroma. Hydroliseret, vegetabilsk protein/soya.

Pris:
46,42 kr. for 1.055 g i Rema1000
Kilopris: 44 kr.

Vejer efter kogning: 794 g
Svundet med: 25%.

POINT: ?

SE OGSÅ...

KONKLUSION
Slagterens hamburgerryg den bedste
Der er kæmpe forskel på slagterens hjemmelavede hamburgerryg og de pumpede hamburgerrygge fra supermarkederne. Den hjemmelavede hamburgerryg giver en helt anden smagsoplevelse. En smagsoplevelse, der er så god, at den hjemmelavede ryger helt til top i dette tjek.
At slagterens hjemmelavede ikke er pumpet med vand og er uden tilsætningsstoffer, gi'r karakteren et ekstra nøk opad. Derfor får den hjemmelavede allerhøjeste karakter på trods af den lidt høje pris.

Flere af supermarkedernes hamburgerrygge smager så salt, at al anden smag forsvinder, og det trækker gevaldigt ned.
Mange af hamburgerryggene er også så pumpede, at størrelsen skrumper med helt op til en fjerdel, når de er kogte. Det betyder selvfølgelig også noget for prisen.
Svindet betyder f.eks. for Ambassadeur, at den reelle kilopris stiger fra 81 kr. og op til 98 kr.

Taberen i det tjek er hamburgerryggen fra Brande Røgvarer, som er proppet med tilsætningsstoffer. Den skrumper med 25% og smager stort set kun af salt.