Test af urteknive

Tirsdag, 7. september 2010
af Redaktion
Vi har testet 8 forskellige urteknive på diverse grønsager og givet en samlet karakter, hvor 0 er laveste og 6 er højeste

Af Pia Junø
Foto: Flemming Nielsen

Familie Journals testpersoner er husholdningslærer Birgitte Jakobsen og hendes to elever Asger og Mathias fra Skolen for Gastronomi, Musik & Design i Vejle.
De har testet de otte forskellige urteknive på diverse grønsager og givet en samlet karakter, hvor 0 er laveste og 6 er højeste.

Urtekniv Sensei, Raadvad
Kommentar: Designet er i top. Længden på klingen er fin og skaftet rart at holde på. Urtekniven er meget skarp, og den er rigtig god både til at pille og skære med. En kniv, der vil holde i mange år.

Pris: 149,75 kr. i Imerco

TESTVINDER: 6 POINT

Urtekniv Global, Rosendahl
Kommentar: Designet er i top. Længden på klingen er fin. Skaftet er smalt, enkelt og handy. Det er en meget skarp og fin urtekniv, som kan det hele - den er dog meget dyr.

Pris: 299,95 kr. i Imerco

6 POINT (MEN EKSTREM DYR)

Urtekniv, Zwilling
Kommentar: Designet er enkelt. Længden på klingen er okay, kunne dog godt være lidt længere. Skaftet er okay. Men alt i alt en meget skarp og fin, lille kniv til prisen - en kniv, der både kan skære og pille.

Pris: 39,95 kr. i Kop&Kande

5 POINT (BEDST TIL PRISEN)

Urtekniv i rosentræ, Raadvad
Kommentar: Designet er klassisk, og længden på den skarpe klinge er fin samtidig med, at træskaftet er rart at holde ved. En klassiker, som stadig fungerer, og som kan bruges til både at skære og pille med.

Pris: 79,95 kr. i Kop&Kande

5 POINT

Urtekniv, Fiskars
Kommentar: Designet er okay, og længden på klingen er fin. Skaftet har en speciel belægning, som gør, at det både er rart at holde ved, og at det ikke smutter. Kniven er god og skarp og giver et rent snit.

Pris: 46,95 kr. i Bilka

4 POINT

Urtekniv, Zwilling
Kommentar: Kendt Zwilling design, hvor klingen er meget lang og dermed også god at skære med. Skaftet er rart at holde på. Urtekniven er skarp, men er måske lidt for stor til at ordne og pille grønsager med.

Pris: 149,95 kr. i Kop&Kande

4 POINTS

Urtekniv, Raadvad
Kommentar: Enkelt design med okay klinge og skaft. Urtekniven er dog ikke skarp nok til at skære godt med. Derimod er den helt fin til at pille med.

Pris: 29,95 kr. i Kop&Kande

3 POINT

Urtekniv, Cook & Baker
Kommentar: Designet er klodset. Længden på klingen er okay, men den er lidt for spids. Desuden er urtekniven ikke skarp nok. Alt i alt en dårlig urtekniv, der er for stor og for klodset.

Pris: 69,95 kr. i Imerco

1 POINT

Sagt med andre ord...
Der er ingen tvivl hos testpersonerne. Sensei fra Raadvad er vinderen.
Den er skarp, den er effektiv og den vil holde i mange år. Og så kan den fås til en rimelig pris.

Men synes du, 150 kr. er for meget, kan du stadig få en rigtig god urtekniv, hvis du vælger urtekniven fra Zwilling til blot 39,95 kr.

- Der findes et kæmpe udvalg af urteknive på markedet, men jeg har valgt et udsnit blandt dem, jeg mener, der bliver solgt flest af, siger husholdningslærer Birgitte Jakobsen fra Skolen for Gastronomi, Musik & Design i Vejle.

- Efter at have skåret og pillet mange grønsager er jeg og mine to elever ikke i tvivl. De to dyreste knive fra Raadvad og Rosendahl er rigtig gode urteknive - dem kan vi varmt anbefale.
Indenfor de billige urteknive fandt vi, at den lille, røde urtekniv fra Zwilling og Raadvad med rosentræ er de bedste, siger Birgitte Jakobsen.

Se flere forbrugs-test...
Test af chokoladeis
Test af færdigretter
Test af hyldeblomstdrik