Har et rådyr som kæledyr

Mandag, 3. august 2009
af Redaktion
Om natten sover deres schæfertæve Zenta og rådyret Bambi sammen i en køjeseng i soveværelset, og når Anni og Johnny Nielsen kører til byen for at købe ind, vil begge dyr gerne med
Af Birger Vogelius og privat
Af Birger Vogelius og privat

Bambi er et toårigt rådyr, som Anni og Johnny har flasket op fra spæd. Fra naturens hånd skulle schæfertæven Zenta og Bambi være ærkefjender, men det ved de heldigvis ikke. Så når Zenta i leg jager Bambi rundt i haven, er det til lige stor begejstring for dem begge, indtil Bambi til sidst ikke gider mere og bare lægger sig fredeligt ned.

Et lille vildtplejehjem
Hos Anni og Johnny skræpper perlehøns dagen lang om kap med påfugle, så det er svært at skaffe sig ørenlyd. Dværghøns med kyllinger dukker frem fra de særeste steder, og ude i foldene ligger fire Dexter-køer og to tyrekalve og tygger drøv. - Engang havde vi da 16 agerhønskyllinger, som sad på rad og række på ryglænet af vores sofa og så fjernsyn, og vi har flasket alt fra rævehvalpe til harekillinger op. Så hvorfor ikke også et rådyr? spørger den 70-årige fhv. pedel og naturhistorielærer Johnny Nielsen smilende.

Rålam kom væk fra moren
- Vi skulle til at slå hø til køerne, og jeg vidste, at der gik en rå derude med to næsten nyfødte. Så for at redde lammene, gik jeg ud og gennede dem ind i skoven, fortæller Johnny. - Det gik som en leg med det ene af de små. Men det andet løb desværre den forkerte vej og forsvandt ind i naboens kornmark. Både dagen efter og den følgende dag gik råen kun med det ene lam, og så begyndte vi at ane uråd, fortsætter han. På tredjedagen gik Johnny med Zenta ud for at lede efter lammet og fandt det liggende stærkt forkomment. Johnny tog lammet med hjem til Anni, som straks gik i gang med at flaske det op.


Har rådyr som kæledyr

Glad for sin nye familie
Mens Familie Journals udsendte nyder kaffen på plænen foran stuehuset Bambi ligger inde i bilen og sover sammen med Zenta. - Det gør de tit. De er også helt vilde med at køre i bil, så vi har dem som regel med begge to, når vi tager til Skælskør og handler ind, fortæller Johnny. Ja, Bambi lader til at være helt godt tilfreds sammen med Zenta og sin menneskefamilie. Og sådan som hendes skæbne nu engang er blevet, havde hun næppe fundet noget bedre sted at være end hos Anni og Johnny i deres idyl langt ude på landet.

Af Erik Pedersen

Læs også...
Socialhund hjælper Sara
Nattesøvn med hajer