En læser fortæller: Min barndoms baggård

Jeg var 10 år gammel, da mine forældre i 1959 købte hus, og vi forlod den lejlighed, der indtil da havde været vores hjem. Vi flyttede så langt væk fra min fødeby, at jeg først vendte tilbage mange år senere. Jeg tænkte dog altid tilbage på den lille lejlighed med stor glæde. Minderne om legene i baggården forlod mig aldrig. Jeg huskede det som et sted, hvor fantasien havde frit spil, uden at nogen voksne kom og blandede sig.

Vi var mange børn om at bruge baggården, og selv om der i den ene side stod en række skraldespande, hvor vi af og til så, hvordan rotterne spredtes til alle sider, når vi kom løbende, var det ikke noget, der rørte os. Baggården var grå og cementeret, men for os børn kunne den forestille alt. Vi spillede ofte teater for hinanden og hængte tæpper op over tøjsnorene, så der på den måde blev lavet en scene.

På et tidspunkt blev det moderne at løbe på rulleskøjter. Der var jernhjul på skøjterne, som blev spændt fast på vores gummisko, og så gik det rundt og rundt i gården. Det skete, at en af de hjemmegående koner stak hovedet ud ad vinduet og bad os gå et andet sted hen, for nu skulle hendes baby ned i gården og sove i barnevognen, og det var umuligt i den støj. Så fortrak vi til gaden, hvor der kun sjældent kom en bil kørende.

Læs også: Poesibogens skønne minder

Om søndagen kunne vi høre Giro 413 fra de fleste lejligheder. En af ejendommens koner sang med på alle melodierne, og jeg husker især én sang: ”Texas’ gule rose”. Den var meget populær, selv i dag kan jeg næsten teksten udenad. Vi delte også toilet med andre af ejendommens beboere. Vi var fire familier om ét toilet. Det var ikke et das, men et med træk og slip. Om morgenen gjaldt det om at holde godt øje med, når der var ledigt på toilettet, som lå i en bygning for sig selv. Det var lettere at holde øje med det om vinteren, for så var der lys i den lille tilbygning, når der var optaget.

Cykelskuret var også et sted, der trak i os børn. Der kunne vi lege, når det regnede. Igen var det teater og koncerter, der var i højsædet. En af drengene, Bent, var helt bidt af Tommy Steele, der lige var kommet frem. Han sang de kendte sange med hæs overgangsstemme, mens han spillede på en badmintonketsjer. Efter flytningen savnede jeg tit den baggård, og jeg fandt aldrig et sted, som havde samme magi.

Læs også: Søde minder anno 1983

I min bevidsthed voksede den og blev meget større, end den i virkeligheden havde været. Da jeg mange år senere vendte tilbage for at besøge byens campingplads, måtte jeg en tur ned gennem den gamle gade. Jeg håbede, jeg kunne få mulighed for at få et kig ind i min barndoms baggård. Det var meget mærkeligt at gå i den gade igen. Jeg syntes, den var blevet smallere, og selv om jeg nok havde anet det, undrede det mig alligevel, at de mange små butikker var forsvundet. Men selvfølgelig, min barndomsby havde også forandret sig. Da jeg stod foran ejendommen, bankede mit hjerte lige så forventningsfuldt, som skulle jeg til et stævnemøde.

Min mand grinede, da han så mit ansigt, men han sagde ikke noget. Jeg tror, han forstod, hvor stort det i grunden var at vende tilbage. For at komme om i baggården skulle jeg ned ad et lille stræde. Derefter til højre og så var jeg næsten inde i gården. Der var sat en bred dør op. Det havde der ikke været dengang. Turde jeg åbne døren? Var den låst?

Læs også: En ny ven til Molly

Jeg trak vejret dybt og prøvede. Døren gik uden videre op, og jeg kiggede undrende ind. Baggården var meget mindre, end jeg huskede den, og den var helt forandret. Der var ingen synlige skraldespande. Der var græs i stedet for cement og en køn beplantning af buske og et enkelt træ. Der, hvor vi havde leget, stod borde og bænke. Det var en lille oase af grønt.

Jeg mærkede en dyb skuffelse, men samtidig måtte jeg også indrømme, at gården nu var et bedre sted at opholde sig. Den var blevet et fristed for krop og sjæl. Da min mand og jeg gik tilbage gennem byen for at komme ud til campingpladsen, mærkede jeg trods den første skuffelse en stor glæde i kroppen. Min barndoms baggård eksisterede stadig, men den havde fulgt med udviklingen på en god måde. Jeg er sikker på, at mange børn og voksne gennem årene har fundet glæde og tryghed i den gård.