Julemærkehjem hjalp Steffan

Steffan var bare 9 år, da han mistede den person, som på en gang var hans store forbillede og elskede storebror. Og efter den oplevelse gik den ulykkelige dreng helt i stå.

Tim kom i april 2011 ud for en ulykke på sin arbejdsplads. Det tog hårdt på familien. Især tog det hårdt på Steffan. Han gik i stå i livet. Så meget i stå, at han ikke ønskede at leve længere.

Steffan er i dag 14 år og bor i Aabenraa sammen med sine forældre, Inge og Uwe Thomsen og sin anden storebror, Mikael på 16. I dag kan han fortælle om den forfærdelige tid efter hans ældste storebrors død.

– Dengang Tim levede, elskede jeg at være ude i den friske luft. Jeg cyklede og spillede fodbold og susede rundt.

Læs også: diætisten og børnepsykologens råd mod overvægt hos børn

Ville ikke tale med nogen

Steffan var væk fra skolen i en uge. Da han vendte tilbage til skolen, var intet som før.

– Jeg var der bare, siger Steffan. Han ville ikke tale med de andre, alle dem, som Tim, den seje storebror, var så populær iblandt. Når Steffan skulle til fodboldtræning, pakkede han sportstasken og cyklede rundt i kvarteret, til træningstiden var slut.

En dag fire måneder senere fulgtes Steffan og Mikael hjem fra skole. De kom hjem til en stue fyldt med mennesker. Alle så bekymrede ud, og de havde blomsterbuketter med.

– Far fortalte, at mor lå i koma på Odense Sygehus. Og jeg kunne mærke en helt vild panik. For ville mor nu også blive taget fra mig?, siger Steffan.

Steffans mor var blevet ramt af en bil, da hun cyklede hjem fra arbejde. Inge vågnede op af komaen, men med skader for livet. Hendes koncentration, balance og hukommelse var stærkt svækket, og hendes hofte og ben skulle genoptrænes. Derfor fik hun en førtidspension og lå de første mange uger på sofaen.

– I den tid overvågede Steffan mig. Er der noget, jeg kan gøre, mor? Mangler du noget? Han var så bange for at miste mig, siger Inge.

Læs om den populære Dukan kuren, som hjælper mange til varige vægttab

Hotdogs og pizza skiftet ud med julemærkehjem

Steffan begyndte at få breve med hjem fra lærerne om, at han ikke lavede sine lektier eller opførte sig ordenligt.

– I skolen tænkte jeg bare på, at jeg skulle hjem og se til mor, siger Steffan.

Når han ikke sad ved siden af sin mor, spillede han computer. Han isolerede sig, og hans eneste ven var hunden Bella. Og så begyndte Steffan at tage på. For de mange timer foran computeren blev kun afbrudt af korte smutture ud til køkkenskabene. Dér druknede Steffan sin tristhed i chips og franskbrød med Nutella.

Så vægten på Steffans 170 centimer eksploderede til 92 kilo. Og Steffans selvtillid gik fra at være lille til at være væk.

Han ville gerne have hjælp. Han ville gerne være god igen. Derfor søgte Steffan og Inge hjælp på fedmeafdelingen på Aabenraa Sygehus. Men værktøjerne fra fedmeafdelingen virkede ikke.

– Steffan sagde godnat om aftenen, men han gik ikke i seng. Han spillede computer til ud på natten og spiste i smug, husker Inge. Det så ud til, at Steffan skulle fortsætte med at opholde sig i den onde cirkel.

Men en dag kom han for første gang i lang tid hjem med noget, der minder om en gnist i øjnene. Der var noget, han havde lyst til, og det hed julemærkehjem.

Bare et vægtproblem

Et halvt år senere, den 15. februar 2015, indledte Steffan sit ophold på Julemærkehjemmet Fjordmark. Der skulle han bo i 10 uger.

– Både jeg og Uve var negative fra starten. Vi tænkte, at den smule vægt skulle vi da nok kunne klare selv. Men der tog vi på alle måder fejl, indrømmer Inge. Det var ikke kun et vægtproblem, som julemærkehjemmet kunne løse. Det var jo hele Steffans selvværd og selvtillid, der var ødelagt. Men de voksne på julemærkehjemmet mødte Steffan der, hvor han var. De fik ham åbnet op. Og de hjalp ham med at bearbejde sorgen over at miste sin storebror og med at overvinde angsten for at miste sin mor.

Steffan fik nye venner og begyndte at røre sig igen.

På julemærkehjemmet erstattede grønsager og proteiner sukker og salt, og efter de 10 uger havde Steffan tabt sig 15 kilo.

– Julemærkehjemmene er ikke kun for overvægtige børn. Jo, Steffan trængte til at tabe sig. Men det var ikke hans største problem. Hans største problem var, at han var blevet indelukket, trist og ensom. Nu kan jeg kende Steffan igen. Han er så glad, og han har fået nye venner, siger Inge.

Steffan er begyndt i 8. klasse på Adventure Efterskolen i Broager. Hver morgen cykler han 15 kilometer på 43 minutter. Når han bliver gammel nok, vil han være soldat.

Læs hele Steffans historie i Familie Journal nr. 49, 23. november 2015.