Kaare og Ying har fundet lykken i sønderjyske Højer

Torsdag, 28. april 2016
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
Kærligheden slog gnister, da Kaare Jessen mødte sit livs kærlighed, thailandske Ying, på en rundrejse i Asien. I januar i år overtog de Motel Højer i det sønderjyske og har allerede vakt opmærksomhed med et spændende, velgørende initiativ.
Kaare og Ying Jessen og deres børn Freja og Bue er værtsfamilien bag Motel Højer i Sønderjylland, som Kaare og Ying overtog den 1. januar 2016.

Kaare Jessen, 48, og hans hustru, Ying, 40, vil gerne sætte fokus på deres lokalområde og dermed bidrage til, at det blomstrer op. Og det må de foreløbig siges at have haft held med: Den 1. januar overtog de Motel Højer i byen Højer på den sønderjyske vestkyst, og allerede i vinterferien fik de og deres motel omtale på TV 2 såvel som i flere andre medier. Årsagen var et usædvanligt initiativ fra parrets side.

– En dag talte de i radioen om, hvor hårdt pressede folk på kontanthjælp efterhånden var. Særligt de enlige forsørgere. Så vi besluttede simpelthen at lukke motellet i vinterferien og invitere 10 enlige kontanthjælpsmodtagere og deres børn på en gratis ferie. Hele byen bakkede op, og folk donerede penge til bustransport frem og tilbage, mad, massage, udflugt for familierne til Mandø og andre aktiviteter, fortæller en glad og tilfreds Kaare, som ikke selv altid har haft et lige nemt liv.

Læs også: Malene forelskede sig i Algarve.

I 2005 gik han konkurs med sit it-firma efter at have været nede med stress. Han havde brug for en tænkepause og begav sig derfor på rundrejse i Asien. Og i Thailand kom han i kontakt med Ying. I første omgang via en datingside.

Date med dykning

– Ying sad langt ude på landet i Huai Yot i Trang-provinsen i den sydligste del af Thailand. Jeg var dog parat til at rejse meget langt for en date med hende. Og da jeg ankom, inviterede hun mig med på en dykkertur. Før jeg så mig om, havde jeg ændret mine planer, og mine tre måneder i Østen blev til fem år, siger Kaare med et kærligt blik i retning af sin elskede.

– Vi havde en netbutik, hvor vi solgte smykker, og Ying havde sideløbende sin skole, hvor hun underviste i engelsk. Et sprog, som hun i øvrigt var den eneste i byen, der mestrede. Efterhånden lærte jeg at tale thai – eller rettere den lokale dialekt – til husbehov.

– De første to år havde vi ingen planer om nogensinde at flytte til Danmark. Og i 2008 kom min far til Thailand for at besøge os i tre måneder, og efterfølgende inviterede vi ham til at bo permanent hos os. Han tog imod tilbuddet, men bare et halvt år senere faldt han pludselig om og døde. Det skete, mens Ying og jeg var bortrejst i nogle dage, idet vi var til bryllup i Bangkok. Og det var formentlig et insulinchok som følge af hans sukkersyge, der var årsagen.

Læs også: Jeg havde så meget kærlighed at give af.

Kaares fars død førte til et skift i parrets indstilling til at flytte: Gradvist kom de til den erkendelse, at de gerne ville afprøve, om de sammen kunne få et lykkeligt liv i Danmark. Ønsket blev forstærket af, at de blev forældre til Freja, som i dag er 7 år og storesøster til Bue på 5.

Heldige Ying

– Vi kom til Højer i 2010, og Ying begyndte at gå på sprogskole, men forløbet blev selvfølgelig afbrudt af barsel, da Bue kom til verden, fortæller parret, som fik at vide, at det sandsynligvis ville blive svært for Ying at gøre brug af sin ingeniøruddannelse i Danmark. Heldet viste sig dog at være med hende:

– Jeg fik min thailandske ingeniøruddannelse godkendt og gik samtidig i gang med at tage dansk kørekort, da jeg ikke kunne bruge det, jeg havde taget i Thailand. Der var meget at lære, og det foregik på dansk. Men jeg ville ikke betale mere end højst nødvendigt, og så var det jo bare om at arbejde hårdere, siger hun.

– Tilmed var jeg så heldig, at den lokale virksomhed PTI Europa, som gør det i kuglelejer og andre maskindele, manglede en ingeniør og havde svært ved at få arbejdskraft til Højer. Dagen efter at jeg havde fået mit kørekort, kørte jeg ud for at aflevere mit cv. Og efter en to timers samtale spurgte de, hvornår jeg kunne starte.

– På vores motel kan man her og nu nyde morgenmad. Aftensmaden kan man få leveret fra et nærliggende spisested. Vores eget køkken er endnu ikke godkendt til tilberedning af varm mad. Men når det sker, vil gæsterne få glæde af Yings talenter i et køkken, lover Kaare.

Hans hustru tilføjer:

– Det bliver mest i form af thaibuffeter i weekenderne. Jeg er glad for mit ingeniørjob og vil rigtig gerne beholde det.

Læs også: Gift efter 50 år.