Anjas søn var udsendt til krigszone

Onsdag, 18. juni 2014
af Anne Kjøge foto: Torkel Dyrting
Det føltes, som havde han fået en farlig sygdom. Sådan beskriver Anja Madsen de voldsomme følelser, hun gennemlevede, da hendes unge søn tog afsted til Afghanistan som kampsoldat

Alt inde i Anja Madsen gjorde oprør, da hendes 19-årige søn, som var konstabelelev, første gang orienterede hende om, at han kunne blive sendt i krig i Afghanistan.

- Jeg kunne godt mærke, at klappen gik ned. At alt i mig øjeblikkeligt gjorde oprør: Nej, nej, man sender da ikke elever af sted til en krigszone - slet ikke min elskede dreng.

Stefanos udsendelse blev i første omgang ikke til noget, men Anja vidste, at hendes søn ville blive spurgt igen. Og hun begyndte at føre dagbog.

Hun skrev om sin magtesløshed og om, hvordan hun følelsesmæssigt var splittet mellem at ville bakke sin søn op som en god forælder, samtidig med, at hun syntes, han havde fået verdens dårligste idé. Dagbogsnotaterne er blevet til bogen "Mit barn skal i krig.

Anja er pædagogmedhjælper i en vuggestue, men hun er også en habil kunstmaler, og på væggene hænger flere store farverige malerier. Det mest iøjnefaldende forestiller hendes børn, der leger på stranden.

Med pensel og koncentration formåede Anja at holde sin angst stangen, da forsvaret som ventet spurgte igen.

Anjas Stefano er vel hjemme igen efter et halvt års udsendelse. Han har lidt ambivalente følelser i forhold til, at hans mor nu udgiver en bog, hvis omdrejningspunkt er hans beslutning om at rejse til Afghanistan.

Han er nu 22 år og har forladt forsvaret for at tage en civil uddannelse.

Tårer i øjnene

Anja skrev mange personlige betragtninger ned i sin dagbog, og da hun besluttede sig for at udgive en bog, var det en overvindelse at sende nogle så private notaer til et fremmed menneske på et forlag.

- Vi hører så meget om soldaterne og om den generelle debat i forhold til vores tilstedeværelse i et krigshærget land. Men hvad med de menneskelige og følelsesmæssige konsekvenser? Det er den historie, jeg har ønsket at fortælle, siger Anja. Tårerne springer hende stadig i øjnene, når hun genkalder sig tiden omkring Stefanos udsendelse.