Badetøj bag kameraet

Tirsdag, 20. juni 2017
Jannie Oeberg
Kom med bag kameraet og se, hvordan det så ud, da Familie Journals udsendte skulle lave dette års sider med badetøj.
badetøj bag kameraet

I år fik Familie Journal mulighed for at tage med Beach Tours til hotellet Porto Elounda på Kreta og lave seks siders badetøjs-inspiration til Familie Journal nr. 25 2017. Da foråret ikke bød på meget sol, takkede vi ja.

Men som dagene nærmede sig, blev skyerne mere og mere sorte over Kreta - ifølge vejrudsigten - og da vi sad i flyveren en meget tidlig søndag morgen, var vi forberedte på både regn, lyn og torden. Og i bagagen lå der kun badetøj!

Se resultatet og bliv inspireret til årets nye badetøj her >>

Tak til vejrguderne

Vi var på Kreta halvanden dag, og heldigvis sørgede de græske vejrguder for, at solen skinnede mere, end det regnede. Engang i mellem fik vi dog alligevel benene på nakken.

badetøj bag kameraet

Ingen modeller

"Modellerne" talte i år 48-årige Christina, 48-årige Anja og undertegnede Jannie på 33 år, som er journalist på bladet. Ingen af os er modeller, blot helt naturlige kvinder i tre forskellige størrelser.

Vi blev heller ikke pyntet af make-up artister, frisører eller stylister. Vi ville bare være os selv, når vores dygtige fotograf Carina Krüger skulle tage billeder af alt det fine badetøj, vi havde lånt af venlige forhandlere. Og hun kom næsten ud i flere positioner end os andre - se selv i galleriet nedenfor.

Kom med bag kameraet

Dog blev vi behandlet som modeller på det skønne ferieresort Porto Elounda, der både sørgede for drinks og stillede golfvogne til rådighed.

Stedet er nemlig kæmpe stort med flere restauranter, shoppinggade, golfbane, fodboldbane og vandland samt en 2.200 kvadratmeter spaafdeling og privat strand.

Læs mere om Porto Elounda her >>