Brev til Puk Elgård: Det piner mig, at min kone må forsørge os

Torsdag, 4. maj 2017
Af redaktionen. Ill. Louise Heine
Manden i huset måtte dreje nøglen om til sin virksomhed, og det har sat sig på hans selvtillid, at han nu ikke tjener nogen penge.
Puk Elgårds brevkasse: Det piner mig at min kone forsørger os
Kære Puk Hvis en mand må henvende sig her, så har jeg noget, jeg gerne vil vende med dig. Du har jo selv en karriere, og jeg formoder, at du tjener mange penge, så du kan være den rette kvinde at spørge. Jeg deler seng og bord med min hustru, og jeg har altid haft min egen virksomhed, men for et år siden gik den desværre ikke længere, og jeg måtte dreje nøglen om. Det har sat sig i min selvtillid, og det, der piner mig ekstra meget, er, at min kone nu må tjene pengene til familien. Hun har et godt job og tjener i den høje ende af skalaen, så vi mangler ikke noget, men jeg ligger og roterer om natten, fordi jeg ikke kan forsørge min familie. Læs også: Vi har ikke råd til alt det tøj, hun køber Kald mig bare gammeldags, men jeg mener, at manden burde tjene penge. Jeg skal også i gang med job igen, men jeg fik noget af en nedtur på grund af firmaet, og jeg har været hos lægen, som siger, at jeg lige skal tage den lidt med ro. Hvordan skal jeg finde mig til rette med min situation? Har du et par ord til mig? E. Kære E. Mænd er velkomne i brevkassen, og det glæder mig, at du har fundet vej hertil, for jeg tror, jeg kan hjælpe dig. Jeg ved, det kan være pinefuldt for en mand, når han ikke tjener penge, og for mange mænd er det skamfuldt at tjene 
mindre end deres koner. Det er et levn fra gamle dage, hvor manden var skafferen, så du skal ikke være flov over at føle sådan. Det er hele evolutionen, der hiver i dig, og det kan være svært at tale fornuft til urgamle instinkter. Læs også: Hans rudekuverter står uåbnede Du skal kigge på din situation på en anden måde. Hver morgen, når du vågner, skal du spørge dig selv: Hvad kan jeg bidrage med i dag? Er det 
havearbejde? Kan jeg købe ind? Er der 
noget vasketøj, der kan ordnes? Er der en reparation på huset/i lejligheden, jeg kan fikse? Kvinder ser ikke ned på deres mænd, når ikke de tjener penge. Kvinder ser ned på deres mænd, hvis de ikke bidrager til familien. Så har du ingen penge, kaster du noget andet i puljen. Penge er absolut ikke alt. Der er en masse praktisk, der skal ordnes, for at en familie kan køre rundt, og du skal bare springe ud i alle de opgaver, du kan. Det vil din kone sætte stor pris på, og du kan bevare din stolthed, mens du kommer dig og får kræfter til at finde et nyt job. Kærlig hilsen Puk