Min mand har givet mig en perlekæde: Er det ikke kun til ældre damer?

Torsdag, 8. september 2016
af Redaktionen Illustration: Louise Heine
Foto: Colourbox
En kvinde har til sin 40 års fødselsdag fået en perlekæde af sin mand - og hun synes, den får hende til at ligne en på 80.
Beautiful white rose and strand of pearls on red satin

Kære Puk

Jeg har lige haft 40-årsfødselsdag. På selve dagen var det bare min mand og vores børn, men om et par måneder skal jeg holde et brag af en fest.

Jeg fik en halskæde af min mand. Jeg ved, at han har købt den i den allerbedste mening, men den er slet ikke noget for mig. Jeg synes, den ligner noget, man ville give til en nydelig, ældre dame – og det var trods alt kun 40 år, jeg blev.

Nu er jeg så i tvivl om, hvad jeg gør. Han var så stolt, da han gav mig den om morgenen. Jeg holdt masken og takkede mange gange, men så sagde han det helt rædselsfulde, at han glædede sig meget til at se mig bære den til den store fest!

Jeg blev helt dårlig. Den passer overhovedet ikke til det, jeg har planlagt at tage på, eller til noget som helst andet i øvrigt.

Hvordan kommer jeg ud af den kattepine? Nu har jeg jo takket for den og sagt, at jeg synes, den er fin.

For pokker altså… Jeg vil så nødig gøre ham ked af det, men jeg gider heller ikke ligne en på 80 år med grimme perler. What to do?

Perlekæden

 Kære Perlekæden

Tillykke med fødselsdagen.

Umiddelbart, når jeg læser dit brev, virker du som en overordentlig bramfri type. Jeg er derfor sikker på, at du sagtens kan finde ud af at sige, hvad du mener.

Du må nu vælge, om du vil gøre din mand ked af det én gang, eller om du vil ærgre ham mange gange de næste mange år.

Hvis du fortæller ham, at du ikke rigtig kan se dig selv gå med den halskæde og gerne vil bytte den, så bliver han sikkert ked af det i øjeblikket. Men hvis du ikke siger noget – og ikke bærer kæden hverken til festen eller til kommende lejligheder – og han bare oplever, at den ligger uden at blive brugt, så bliver han ked af det mange flere gange.

Ros ham for at have taget initiativ til at forkæle dig. Sig til ham, at du har gået og været ked af det, siden du fik gaven, fordi du ikke har været helt ærlig, og du var bange for, at den lille løgn ville komme imellem jer, men nu har du løst problemet, for nu fortæller du ham sandheden.

Det handler om, hvordan du præsenterer sagen. Og derefter kan I sammen gå ud og se på smykker.

Du ved i øvrigt ikke, om han selv har valgt kæden, eller om han blev ekspederet af en nydelig, ældre dame med hang til perler, der overbeviste ham om, at denne kæde var det helt rigtige valg. Ud af busken!

Og husk, at du har en skøn mand, der køber gaver til dig. Han fortjener ærlighed.

Kærlig hilsen Puk