Da jordskælvet ramte Nepal måtte jeg hjælpe

Onsdag, 3. juni 2015
af Izabela Widz, Foto: Stine Trolle/privat
Stine Trolle er i praktik i Nepal som farmaceut, da jordskælvene rammer landet, men hun tager ikke hjem.
Stine Trolles hverdag i det katastroferamte land er langtfra, hvad hun havde forventet, da hun planlagde sin 40 dages rejse til Nepal. Den 24-årige kvinde fra København er ved at uddanne sig til farmaceut på Københavns Universitet, så formålet var først og fremmest at udfordre sig selv fagligt i en anden kultur gennem tre ugers praktik på et hospital. Desuden drømte hun om at vandre ved Himalaya-bjergene. Drømmen sluttede sammen med praktikopholdet, da det første jordskælv ramte Nepal den sidste lørdag i april. Læs også: 93-årige Bente har budt flygtninge i Danmark særligt velkomne Den dag var Stine til alt held ikke på sit hostel i centrum af Kathmandu, men knap 20 kilometer nordpå i nationalparken Shivapuri. Sammen med fire andre var hun på bjergvandring, da fuglene blev stille i den tropiske skov. Der lød en dyb rungen, som lyden af et jordskred. Jorden rystede, og Stine greb rundt om det nærmeste træ for at stå fast, mens bjergsiden vibrerede ­kraftigt. – Jeg var ikke bange, men alle sanser var aktiveret, og jeg var klar på, hvad end der måtte ske, siger Stine. Gruppen havde telefoner med, men der er ikke signal i bjergene, så de kendte ikke ko­nsekvenserne af jordskælvet, der målte hele 7,8 på richterskalaen. Da det tiende efterskælv ramte, stoppede Stine med at tælle. Der gik tre timer, før der var signal, og sms’er tikkede ind fra bekymrede familiemedlemmer.

Madrasser på jorden

Tilbage i Kathmandu var byen forandret. Den ellers trafikerede og larmende hovedstad var fuldstændig stille. Jorden havde slået revner, veje var spærrede af murbrokker og væltede el-master, beboere var samlede på åbne pladser, og hospitalssenge stod på gaden med sårede. Stine hentede sine ejendele i det forladte hostel og tog hen på den danske ambassade. Den første uge sov Stine i et telt i baghaven. Mens flere danske gæster fik travlt med at flyve hjem til Danmark, havde Stine helt andre planer. – Jeg vidste ikke, hvor situationen ville bære hen, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville blive i Nepal. Det ligger fjernt for mig at flygte fra situationer på den måde. Nu stod jeg i en situation, hvor jeg kunne hjælpe mennesker, hvorfor så ikke gøre det? Læs også: Inge og Henriks liv forandrede sig drastisk, da de blev ramt af en spritbilist Dagen efter jordskælvet tog Stine ud på Stupa Community Hospital, hvor hun var startet i praktik. Inventar og udstyr lå væltet, vægge var revnede, og der var stort set tomt, kun skadestuen var åben. Stines kontaktpersoner var ikke til stede, men hun stillede sig til rådighed for personalet, og hurtigt lærte hun at give vaccinationer, rense sår, lægge gips og give forbinding på.

Stærke historier

De kommende uger kommer nepalesere ind med brækkede knogler, men de kommer også med infektioner og diarré grundet dårlig hygiejne, for der er næsten ikke rent vand den første uge. Mange børn er dehydrerede og har problemer med vejrtrækning. De fattigste nepalesere får ikke den behandling, de har brug for. På hospitalet skal man betale for at blive tilset, og det er ikke alle, der har råd. Nogle enkelte er heldige, for Stine har indsamlet medicin på ambassaden, som kommer dem til gode uden beregning. Stine hører mange historier. For eksempel kommer en mand ind med to afrevne fingre, fordi han prøvede at holde en mur oppe, der var ved at vælte ned over to børn. Nogle har været levende begravet i timevis, og andre har alvorlige brandsår efter at være endt i flammerne på de mange åbne ildsteder i byen. – Nogle gange skal jeg lige overbevise mig selv om, at alt er okay – at jeg er okay og kan håndtere det, siger Stine. Læs også: Kender du en med et hjerte af guld? Hun bliver mødt af forskellige syn, hun ikke er vant til, men forholder sig professionelt. – De mennesker kan ikke bruge, at jeg væmmes ved deres skader. De kan kun bruge, at jeg gør det bedste, jeg kan, siger hun. – Inden jordskælvet fik jeg heldigvis den nepalesiske mentalitet under huden. I Nepal lever man meget i nuet. Man tager det lidt ad gangen, time for time og forestiller sig ikke, hvad der sker senere. Jeg har lært at bekymre mig mindre, og det har gjort mig mere afslappet. Jeg forholder mig til det, som sker lige nu og håndterer det øjeblik så godt, jeg kan.