Det bliver aldrig for sent at finde den eneste ene

Onsdag, 4. oktober 2017
af Susanne Diekerna, foto: Henrik Bjerg
På restaurant Vestermølle i Skanderborg er humør og forventninger i top, når enlige mænd og kvinder i den velvoksne alder danser og fester sammen i håbet om at møde nye venner – og måske endda en sød kæreste.

Jeg er vant til at finde gode skår, griner 68-årige Frank Jensen gemytligt. Han er fra Skanderborg og stråler af livs- og festglæde, og han er taget til singleparty med sin nye kæreste, Lene Pedersen, der er 44. De to mødtes for et års tid siden til et andet party. Det sagde bang, og nu er de flyttet sammen i Lenes lejlighed i Skanderborg med hendes fire børn og planlægger bryllup i 2020.

– Jeg er altid glad og kan godt lide, at der er gang i den som her på restaurant Vestermølle. Vi hygger os og danser, og det er alletiders at møde nye mennesker, tilføjer Frank, der er vant til at underholde sine passagerer, når han arbejder som buschauffør.

– Han er tosset. Mine unger siger, jeg har været for meget sammen med ham. Vi pjatter og laver ballade hele tiden, storgriner Lene, der stadig puster efter en hektisk dans med Frank.

– Alderen betyder ingenting. Frank er hverken gammel eller affældig, blinker hun i retning af sin nye samlever, og han kvitterer med et stort knus.

De kalder hinanden for ”det perfekte match”. Der er gnist, samklang og harmoni.

– Vi afslutter hinandens sætninger, har det sjovt og er meget forelskede, smiler Frank, som er erfaren udi ægteskaber. Når de gifter sig, bliver Lene hans tredje kone, og tilsammen har de 8 børn og 9 børnebørn.

Lidt for unge

Denne sensommeraften er der omkring 80 singler med til party, og langt de fleste er mødt op, fordi de håber at finde en ny den eneste ene.

Deltagerne er i den modne alder, de fleste har passeret de 55 år, de har spist en treretters middag, og da det lille tremands liveband spiller op, er dansegulvet straks fyldt. Alle bruger benene og giver den energisk gas, morer sig og går udenfor i den nogenlunde lune sensommeraften og køler af.

Her sidder pensionist Ove Bisgaard fra Hinnerup med en øl og puster ud. Han mistede sin kone i 2002, fandt en ny kæreste, som han desværre også mistede for tre år siden, da hun blev syg og døde, og nu vil han gerne prøve lykken igen.

– Jeg kunne tænke mig at møde en sød og helst lidt høj pige, smiler 72-årige Ove, der selv er 190 centimeter høj.

– Mit problem er bare, at de fleste er lidt for unge. De passer stadig deres arbejde, mens jeg som pensionist kan bruge tiden på for eksempel at spille golf. Jeg begyndte at gå til singlefester for et par år siden og tager herned og danser og får en god aften, men jeg har ikke lige mødt den rigtige endnu. Måske har jeg affundet mig lidt for godt med at være alene, funderer Ove.

Det har 59-årige Jonna Hørlück fra Odder derimod ikke. Hun arbejder som fodterapeut og tager til mange forskellige singlefester i Nørre Snede, Varde, Knudstrup og i aften Skanderborg og drømmer om at finde en ny partner.

Læs også: Danmarks bedste kæreste: De fandt kærligheden i sorgen

En bette go’ røv

– Jeg vil gerne have en ny mand. Jeg var gift i 28 år, da han pludselig fandt en anden. I starten var det svært at få ud af systemet, men nu har jeg det fint med at tage ud at danse alene, smiler Jonna, som har været single i syv år. Og Jonna er hverken bange for at byde mændene op eller at blive tilbage på bænken, hvad hun giver et hurtigt bevis på, da hun spotter et godt bud.

– Hold da op, han ser godt ud! Hun griner og byder en af mændene op til dans. Efter et par danse vender hun lettere forpustet tilbage og konstaterer bramfrit:

– Jeg kan godt lide, at de har en pæn krop og en bette go’ røv. Måske er jeg lidt for rund i det selv, men jeg bliver ved med at lede, indtil jeg finder prinsen. Det ville være så dejligt med en at gå i byen med og i biografen med i den mørke vinter. Jonna ler igen og ligner ikke en, der kommer til at sidde alene længe endnu.

Jagtmarker med stil

I indgangsdøren kommer der stadigt flere singler til. Det er dem, der har sprunget middagen over og kun kommer for at danse og feste. De bliver modtaget i bedste forsamlingshus-stil med kaffe og pengekasse af René Fuhlendorff, der har arrangeret singlefester forskellige steder i Jylland i 15 år og nu gør det omkring otte gange om året i Skanderborg.

– Jeg vil gerne højne kvaliteten omkring disse fester, så det ikke lugter for meget af rene jagtmarker, siger René, der selv er single. Derfor begynder festerne på Vestermølle med middag, så der bliver tid til snak og hyggeligt samvær før dansen. Det varierer meget, hvor mange der kommer, men når han for eksempel arrangerer nytårsfest for singler, er der fuldt hus og totalt udsolgt.

– Det er for alle, og folk kommer fra hele landet for at være med. Det er modne mennesker, der gerne vil have en god aften.

Og det ser ud, som om det lykkes. Her er masser af smil, latter og samtaler, der foregår utvungent og nemt overalt i lokalet, og musikken er ikke højere, end at man stadig kan tale sammen.

Læs også: Vi passer godt på hinanden

Danser i takt

På dansegulvet er et ældre par optaget af hinanden. Tæt omslyngede valser de stille rundt. 70-årige Rita Laursen fra Kolt og Palle Ehrenreich, 72, fra Skanderborg fandt hinanden for tre måneder siden.

– Det var forår, og jeg ville ud, og så dansede Palle faktisk rigtig godt, smiler Rita. De to fandt hurtigt ud af, at de havde fælles interesser, blandt andet nyder de begge at gå og cykle.

– Min kone døde i januar efter mange års sygdom, og jeg var rigtig ked af det. Pludselig var jeg alene, og det er altså bedst at være to, og hvor lang tid skal man sørge?, spørger Palle.

Rita fortæller, at hun har været alene i mange år og ikke rigtig fik gjort noget ved det, mens hun boede sammen med børnene, men nu er det heldigvis anderledes.

– Vi danser og har det sjovt, og i morgen cykler vi rundt om Skanderborg-søen, siger hun. Og glæden lyser ud af både hende og Palle. De har en dejlig aften, og i morgen får de en dejlig dag.

Vil du danse med?

Tjek hjemmesiden li-singlefester.dk

Du kan læse om både tidligere og kommende arrangementer. Gæster deltager fra hele landet og er typisk fra 40 år og op.