En læser fortæller: Min svigerdatter ignorerede mig

Torsdag, 19. november 2015
Lene Dürrfeld
Illustration: Martin Silz
Jeg havde altid haft et tæt forhold til min søn, men det ændrede sig, da han blev gift med Linda. Hendes forældre blev prioriteret højere end mig.
-

Mit gode og tætte forhold til min søn Anders, ændrede sig dramatisk, da han mødte Linda. Anders var sidst i 20’erne på det tidspunkt, og han forelskede sig vildt i Linda, som han havde mødt gennem nogle venner. Hun var en charmerende og smuk pige, så jeg forstod ham godt.

Deres forhold udviklede sig hurtigt, og i løbet af et år havde de købt hus sammen og giftet sig, og en solrig eftermiddag på min altan fortalte de, at de skulle være forældre. Jeg skulle være farmor, og jeg var ellevild. Anders’ far og jeg er skilt, og min eksmand bor nu i den anden ende af landet, så jeg var alene om min nyslåede farmor-glæde.

Jeg så dog mindre og mindre til Anders. Han havde forståeligt nok travlt med huset, for der skulle laves børneværelse og skiftes gulv.

Hvor vi førhen havde set hinanden i hvert fald en gang om ugen og ringet sammen endnu oftere, kunne der nu gå næsten tre uger, uden at jeg hørte en lyd. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen. Det var jo skønt, at min søn havde sit eget liv, men inderst inde var jeg ked af det.

Da mit vidunderlige barnebarn, Anton, blev født, var jeg netop gået på pension. Jeg glædede mig til mit nye liv, hvor jeg ville læse flere bøger, gå på museer, i teatret og være mere sammen med dem, der betød noget for mig.

Da Anton startede i institution, foreslog Anders, at jeg kunne hente Anton en gang om ugen. Så kunne han og Linda være længere tid på arbejde, og bagefter kunne vi alle spise sammen. Jeg var jublende glad.

– Men jeg må lige snakke med Linda om det, tilføjede han. Jeg hadede, når han skulle snakke med Linda om noget. Så endte det ofte med, at det ikke kunne lade sig gøre alligevel. Da han ringede tilbage senere på aftenen, kunne jeg høre, at der var dårligt nyt.

– Undskyld, mor, men Lindas forældre henter ham jo allerede en gang om ugen, sagde han. – Så måske du kunne hente ham en gang om måneden? Så kan du bare aflevere ham hos os, og så kan vi alle spise middag sammen her.

Jeg var så skuffet.

– Jo, selvfølgelig, svarede jeg. – Så siger vi bare en gang om måneden, det er også fint.

Jeg var både ked af det og misundelig på Lindas forældre, som tydeligvis blev prioriteret højere end mig. Jeg forsøgte at give Anders og Linda plads, men jeg savnede min søn og nu også mit barnebarn helt vildt, og jeg ville jo gerne være en større del af deres liv.

– Hun kan ikke lide mig, betroede jeg min veninde Inger en dag, hvor Anders og Linda havde aflyst en aftale. Det gjorde de oftere og oftere. Inger og jeg havde været til juleudstilling i Tivoli og sad nu på en café.

– Du er nødt til at stoppe selvmedlidenheden, sagde Inger alvorligt, og jeg kiggede forskrækket på hende. Sådan plejede hun ikke at tale til mig.

– Hvornår har du sidst taget initiativ til at se dem? spurgte hun så. Jeg tænkte mig om.

– Det er længe siden. Jeg vil jo ikke trænge mig på, svarede jeg. Inger rystede på hovedet.

– Du er nødt til at komme på banen. Invitér dem til æbleskiver eller middag, og hvis de ikke kan den ene dag, så foreslår du en anden, opfordrede Inger, mens hun rørte rundt i sin julete.

Det var den opsang, jeg havde brug for. Jeg havde været bange for at tage initiativet af frygt for at blive afvist, men det gik op for mig, at jeg ikke havde noget at miste. Jeg var ikke glad, som det var nu.

Ingers råd viste sig at give pote. Jeg inviterede Anders, Linda og Anton til gløgg og æbleskiver samme søndag. Et par timer i forvejen ringede Anders og sagde, at Linda desværre ikke kunne komme på grund af overarbejde. Men han og Anton kom, og vi havde en dejlig eftermiddag sammen.

Jeg har fortsat ufortrødent siden, og selv om det krævede overvindelse i starten, har jeg det nu helt fint med at tage initiativet.

Linda undskylder sig tit med arbejde, men til gengæld får jeg set Anders og Anton oftere, og det er jo det vigtigste. Jeg har fået en plads i min søns og barnebarns liv igen, og det gør mig så glad.