Endelig får Kalle sin første jul

Da Camilla blev gravid med sit andet barn, var hun glad og lykkelig, for det var bestemt et barn, som både hun og kæresten gennem 13 år, Søren, ønskede sig. Deres dengang halvandet år gamle datter, Sille, skulle ikke være enebarn. Camilla glædede sig bare ikke til graviditeten, for det havde hun prøvet én gang, og det var ikke sjovt: Bækkenløsning førte til en sygemelding halvvejs, og en svangerskabsforgiftning til sidst.

– Før jeg blev gravid med Sille, var Søren og jeg ikke engang sikre på, om vi ville have børn – nogensinde. Men så skete det bare, og selvfølgelig var det noget af det mest fantastiske, da vi først fik lagt vores usikkerhed bag os og vænnede os til den kæmpe omstilling, det jo er at blive forældre. Jeg kan huske, at jeg til sidst i min graviditet med Sille håbede på, at hun ville komme til verden bare de acceptable tre uger før tid – det har jeg så skammet mig en del over siden, siger Camilla Maria Breum på 32 år.

Med Kalle nåede hun nemlig kun at være gravid i 24 uger, og allerede fra den syvende uge var graviditeten problematisk med en masse blødninger, der flere gange fik de kommende andengangsforældre til at tro, hun havde aborteret. Men hver gang hun blev scannet, blinkede et lille hjerte taktfast på skærmen. Camilla blev altså ret hurtigt igen bekræftet i, at hendes krop ikke brød sig særlig meget om at være gravid. Hvad hun heldigvis ikke vidste, var, at hun netop var startet på måske ikke den største, men i hvert fald den mest skræmmende og nervepirrende rutsjetur i sit liv.

– Jeg blødte meget. Men hver gang jeg opsøgte en læge, fik jeg at vide, at alt var fint, og jeg skulle gå hjem og lægge mig. Jeg sygemeldte mig selvfølgelig også fra mit job som handicaphjælper. Men jeg slog nok ikke nok i bordet. Jeg ville jo ikke være hypokonder. Men dagen efter min 20-ugers scanning, hvor vi blev bekendt med kønnet, var det altså helt galt, og den jordemor, jeg snakkede med, var meget bestemt, da hun bad mig køre til Kolding Sygehus med det samme. Så det gjorde jeg, dog med en overbevisning om, at jeg bare skulle tjekkes og så hjem igen til bedstemors fødselsdag. Men med kun tre procent strøm på mobilen måtte jeg ringe til Søren og fortælle, at jeg blev akut indlagt.

Lægen, som tog imod Camilla, var rasende over, at hun var blevet sendt hjem så mange gange, for i hans optik var både fosteret og hendes liv i fare, hvis moderkagen for eksempel rev sig løs på grund af blødningerne.

Læs også: Lille Anne-Kathrine er et mirakel

Velkommen, Kalle

– Men jeg var ikke sur. Jeg var glad for den tid, jeg trods alt nåede at have derhjemme, og naiv og positiv, som jeg er, vælger jeg at tro på, at det ikke havde gjort nogen forskel, om jeg var kommet ind tidligere. Mine tanker begyndte overhovedet heller ikke at kredse om tidlig fødsel, selv om jeg flere gange fik at vide, at min baby ikke stod til at redde før uge 24. I mit hoved skulle jeg bare stabiliseres. Det var først til en scanning i netop uge 24, hvor de kunne se, at Kalle ikke tog nok på og manglede fostervand og blod, at jeg forstod alvoren og blev ked af det. Nu var det ikke længere kun mig, det gik ud over, men også mit barn.

Den nat fik Camilla veer, som hun kendte dem, og næste morgen var Kalle på 528 gram kommet til verden på en halv presseve.

– Heldigvis nåede Søren at komme. Jeg var så bange for at føde uden ham. Jeg var jo forberedt på, at Kalle kunne være død. I stedet var han den sejeste lille dreng, siger Camilla og kigger på sin nu 1-årige søn, der siger små trætte lyde fra et tæppe på gulvet. Udviklingsmæssigt svarer han til en dreng på seks måneder, hvilket er under niveau, også for hans korrigerede alder.

– Men alle er sikre på, at han nok skal komme helt op på niveau, og hvis det sker, er det slet ikke til at forstå.

For Kalle startede godt nok sit liv med mange rosende ord fygende omkring sig: Han var en meget fin baby, omend lidt skræmmende at se på i morens øjne. Og så var han stærk og klarede sig udelukkende med CPAP (et apparat, som puster luft ind i næsen, red.) den første uge. Herefter kom han som forventet i respirator, og da han rundede et helt kilo, gik det så godt med ham, at Odense Universitetshospital, der som specialister i de ekstremt for tidligt fødte børn havde taget imod ham, var klar til at sende familien retur til Kolding. Men så stoppede han med at trække vejret.

– Vi kunne godt få ham til det, men han var ekstremt sløv, og efter kort tid lå han også med hundrede procent ilt. Det var lige blevet december, og jeg havde sådan glædet mig både til overflytningen, men også til jeg skulle have et døgn med Sille, hvor vi kunne julehygge lidt.

På røntgenbilleder viste det sig, at Kalles lunger var næsten helt hvide, og de skal altså være helt sorte, når og hvis de fungerer. Så han forblev i sin kuvøse med en respirator, der dækkede en stor del af hans lille ansigt, og Camilla blev ved sin søn.

Det var i dagene op til jul, at familien fik besked om Kalles svage lungefunktion, og lægerne havde fortalt forældreparret, at det så sort ud.

– Men de sagde også, at de ikke havde givet op. Så juleaftensdag tog vi hjem til min mor for at holde jul. Det var rædselsfuldt at være væk fra Kalle. Men jeg ville gerne gøre det for Silles skyld, og da vi sad ved julemiddagen, tog hun mig i hånden og sagde: ”Mor, jeg elsker dig.”

Det var første gang, hun sagde det, så lige dér var min jul helt perfekt. Og jeg fik et dejligt minde fra en aften, hvor man mest af alt sad og trippede.

– Frygten for at miste Kalle var uden tvivl den værste følelse, men næsten på højde med den var sorgen over at være adskilt fra mit ældste barn. Jeg havde konstant dårlig samvittighed.

Læs også: En læser fortæller: Vores sure nabo blev børnenes helt

Mening med kampen

I maj kunne Kalle endelig komme af med respiratoren, og i august var han for første gang hjemme i familiens hus i Ribe efter 10 måneders indlæggelse.

– Det er noget af det største, som er sket for mig. Jeg vidste, han ville klare den. Både Søren og jeg har været positive i processen, for ellers ville vi græde hele tiden. Der var jo nærmest noget at tude over hver eneste dag. Så meningen med alle kampene måtte lige netop være, at han ville overleve dem.

Efter hjemkomsten har Kalle udviklet sig i rekordfart. Han sover bedre, spiser mere, er gladere og pludrer en masse. Han får stadig CPAP og ilt om natten, men fra at have 24-timers sygepleje i hjemmet kan forældrene nu nøjes med assistance om natten.

– Det er en stor lettelse, og jeg glæder mig så meget, til vi skal fejre vores første jul sammen. Den bliver noget ganske særligt. Jeg græder ikke meget, men julen i år bliver uden tvivl meget følelsesmæssig for mig – på den gode måde, siger Camilla, mens hun roder med en nissehue, der trods sin lille størrelse er så mange gange større end Kalles første hue. Så at skulle give ham den på er noget særligt i sig selv.