Fandt lykken som olivenbonde i Italien

Der er langt fra det kølige kontormiljø i den internationale olieindustri til mellemste trin på stigen, som står lænet op ad oliventræet i Italiens bagende sol. Men det er en vej, Liset Nyland er gået med glæde.

Duede ikke med langdistanceforhold
Den 39-årige kemiingeniør havnede i Italien pga. kærlighed. - Jeg mødte min mand, Pino, i Skotland, hvor vi begge studerede på et internationalt universitet. Da Pino efterfølgende rejste hjem til Milano, og jeg fik job i England, stod vi jo med et problem. Liset og Pino var forelskede, men der skulle gå et år, hvor de kun sås i en enkelt ferie eller to. - Til sidst blev det for svært. Jeg sagde mit job op og flyttede ned til Pino. Jeg kom til et land, hvor jeg ingen kendte, jeg kunne ikke sproget, og min mand arbejdede hele dagen.

En sidegevinst ved at have en olivenlund er, at man har gratis brænde til vinteren. Janus og Nicoló elsker at sidde på ladet af den gamle traktor, når de sammen med mor samler de afskårne grene

Kastede sig over oliventræerne
Liset fik et job, men efter en periode, hvor parret havde været udstationeret i både Afrika og Norge og fået to børn, begyndte de at overveje, hvad de havde mest lyst til og tog en beslutning. Pino havde nemlig arvet sin bedstefars gamle ruin med tilhørende olivenlund ved Italiens østkyst. - Vi skulle selvfølgelig rejse til Italien og få stablet en ordentlig tilværelse på benene her. Vi kastede os over oliventræerne med det samme, men vi fandt hurtigt ud af, at det var temmelig svært at leve kun af økologisk olivenolieproduktion, fortæller Liset. Så Pino puslede med planer om at bygge et solcelleanlæg, som senere skulle vise sig at blive hans levevej.

Vil altid føle sig som en dansker
De 350 træer, som Pinos bedstefar i sin tid plantede, kræver en stor arbejdsindsats. - Til høsten senere på sommeren indkalder vi hele Pinos familie med alle deres store unger, og så knokler vi alle en hel weekend, hvor vi får klaret ca. halvdelen af træerne, fortæller Liset Da en veninde spurgte Liset, om hun nogensinde ville holde op med at tænke på at rejse hjem igen, svarede hun: - Det ender nok med, at jeg sidder på et plejehjem hernede og laller på dansk, uden at nogen kan forstå et ord! For man holder da aldrig op med at føle sig som dansker. Det kan man da ikke.

Læs mere på Casa Sablanico

Af Mary Steengaard