Forarget kvinde til Puk Elgård: Hendes opførsel huer mig ikke

Onsdag, 26. juli 2017
Af redaktionen. Ill. Louise Heine
Puk Elgård er slet ikke enig med kvinden, der her lufter sin forargelse over både sin nabo - en enlig mor til to - og tidens unge mennesker.
Illustration af kvinde der solbader topløs - Puk Elgårds brevkasse

Puk Elgård har hver uge en brevkasse i Familie Journal

Har du f.eks. brug for et godt råd eller lyst til at dele din tanker, så skriv til Puk Elgård: puk@familiejournal.dk

Kære Puk

Jeg er en kvinde fra den ældre generation, og min mor og far lærte mig om takt og tone, da jeg var ung. Jeg har efterlevet de gamle dyder hele mit liv, men synes godt nok, de er gået fløjten for den nye generation.

Jeg bor i rækkehus ved siden af en mor og hendes to børn.

Børnene er 4 og 7 år, og hendes opførsel huer mig sandelig ikke.

Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg lurer på hende, men jeg kan ikke undgå at se ind i hendes have, når jeg er i min egen have, for hækken ikke er så høj endnu, og der ser jeg hende ligge og tage solbad uden top på.

Det bryder jeg mig ikke om, og jeg synes, det er forkert, at hendes børn ser hende på den måde.

Hendes krop er heller ikke ung længere.

Det er ikke at lære dem anstændighed.

En ordentlig kvinde bør ikke gå med brysterne dinglende ud i alle retninger − og slet ikke, mens de små ser på.

Jeg forstår ikke, hvorfor hun vil opføre sig så billigt.

Tidligere brev til Puk Elgård: Finder det upassende, at min kollega går uden bh

Vi er nødt til at lære den unge generation, at man skal have værdighed.

Jeg ser heller ikke unge mennesker rejse sig op i bussen længere, og de smider affald overalt.

Men det er der jo ikke noget at sige til, hvis ikke de har ordentlige forbilleder og derfor får den opfattelse, at alt er lige meget.

Fru JessenKæreste Fru Jessen

Men dog.

Tak for Deres brev, men jeg må nok advare Dem mod at læse mit svar, for jeg deler slet ikke Deres synspunkt, hverken med hensyn til de unge eller til de bare bryster i haven.

Så er De advaret.

Hvis vi tager Deres kommentar om de unge mennesker først, så er jeg ret sikker på, at man ikke på nogen måde kan udlede, at de unge mennesker, der smider affald på gaden, er opdraget af kvinder med bare bryster.

Jeg har naturligvis ikke videnskabeligt belæg for min påstand, men mener ikke, der er nogen sammenhæng.

Jeg synes faktisk, at ungdommen i dag er på vej i en god retning.

De er oplyste, har viden om miljø og den klode, vi bor på.

De er dygtige og intelligente, og de kan så meget mere, end vi kunne i deres alder.

Naturligvis er der plads til forbedring, og det er ikke i orden at smide affald på gaden eller blive siddende, når en ældre person har brug for pladsen i bussen, men her må vi opdrage i fællesskab og løfte i flok.

Læs også: Jeg er træt af ældres brok og skideballer

Når Deres nabo vælger at ligge topløs i sin egen have, så synes jeg, at hun signalerer noget meget vigtigt og positivt til sine børn, nemlig at den kropsforskrækkelse, vi oplever i samfundet for tiden, ikke er sund.

Hun lærer forhåbentlig sine børn, at de kan føle sig frie med den krop, de har, og at de ikke skal skamme sig.

Hvis hun gik med bare bryster ned ad Strøget i København, så var det en anden sag, men at hun vælger at tage solbad i sin egen private have uden bh eller bikinioverdel, det kan jeg kun imødekomme med positivitet.

Jeg synes, verden er temmelig forskruet for tiden.

Vi ser hele tiden fotos af perfekte kvinder og mænd, og vores idealer for, hvordan vi ser ud, skubber sig i en urealistisk retning.

Så når en mor til to vælger at stå ved sin krop og vise sine børn, at det er o.k., så mener jeg faktisk, at hun skal have en medalje i stedet for en reprimande.

Jeg takker for Deres brev og Deres synspunkter og håber, vi kan være gode venner, selv om vi slet ikke deler holdning i denne sag.

Med venlig hilsen Puk