Grethe planlægger bryllupper på Stevns

Torsdag, 20. april 2017
af Greta Johannsen, redigeret af webredaktionen, foto: John Carlsson
Grethe Ahrensbach på Stevns elskede sit job som stewardesse, men pludselig tvang sygdom hende til at stoppe. Heldigvis fik hun en god idé – og i dag arrangerer hun magiske – og helt igennem top-romantiske – bryllupper.

Det handler ikke om alder, det handler ikke om penge – det handler om mod og livslyst, når man kaster sig ud i noget helt nyt. Sådan er det i hvert fald for Grethe Ahrensbach, der er blevet selvstændig og tilbyder kommende brudepar en fantastisk oplevelse.

Hun har startet firmaet, ”Magical Weddings”, hvor hun tilbyder de vordende brudepar, at de kan blive gift i Højerup Gl. Kirke, der ligger på Stevns Klint. Kirken er blevet lukket for mange år siden, fordi den yderste del, kirkeskibet, er styrtet i havet, men nu er kirken sikret og render ingen steder – til gengæld er det så muligt at holde en borgerlig vielse her med udsigt over himmel og hav, så man på denne særlige dag også kan få en ganske særlig oplevelse.

Grethe arrangerer vielsen, sørger for blomsterne, kagen – og hvad der ellers skal til, og hun elsker sit job. Men det var en tilfældighed, der fik hende til at springe ud som selvstændig bryllupsarrangør i en alder af 63 år.

Læs også: Randi fik fjernet et bryst: nu rådgiver hun andre

En knude i brystet

– Jeg har været stewardesse hos SAS i 37 år og elskede mit job. Jeg har rejst verden tynd, og jeg havde tænkt mig, at jeg i hvert fald skulle blive ved, til jeg havde 40 års jubilæum, men sådan skulle det desværre ikke gå, siger Grethe.

– Jeg skulle til det obligatoriske helbredstjek i april 2014. Samtidig fik jeg også foretaget en mammografi, og den viste en knude i højre bryst. De videre undersøgelser afslørede desværre også, at jeg havde cancerceller i lymfekirtlerne, så jeg fik fjernet flere lymfekirtler i højre arm og knuden i brystet i august 2014.

Det var desværre ikke nok at få fjernet knuden og lymfekirtlerne. Grethe fik også 25 strålebehandlinger, men så følte hun sig også rask igen. Planen var, at hun skulle begynde på arbejde igen i efteråret 2014, men hun kom aldrig mere på arbejde.

Et helt nyt liv

– Som stewardesse skal man kunne åbne nødudgangen i flyet, og det kunne jeg ikke længere med min højre arm. Jeg havde ikke kræfterne længere, og det lod heller ikke til, at jeg fik dem, så jeg stoppede som stewardesse, siger Grethe.

Hun kunne vælge at gå på pension, men det var hun slet ikke parat til. Tiden var inde til at begynde et helt nyt liv, følte hun. Tilfældigt så hun i en avis, at der blev bygget en ny slags boliger i Rødvig på Stevns, og de tiltalte hende.

– Jeg kørte ned til Stevns, som jeg dårligt nok anede hvor lå og faldt omgående for landskabet. Havet og klinten og fiskerbyen, Rødvig – og huset var også dejligt, så jeg købte det og flyttede ind og begyndte straks at blande mig ind i alt muligt. Jeg begyndte i roklubben, mødte en masse folk og opdagede så den gamle kirke i Højerup på Stevns.

Læs også: Fra by til land - vi elsker friheden på landet

100 bryllupper

Jeg undersøgte mulighederne for at arrangere bryllupper i den gamle kirke, og det faldt faktisk i god jord både hos det offentlige og hos de lokale handlende, der også nyder godt af at være kommet på bryllupskortet. Og således startede jeg som selvstændig med ”Magical Weddings”. Mest for sjov, men jeg tror, det kan blive stort en dag.

I lidt mere end et år har Grethe brugt de fleste af døgnets vågne timer på at gør reklame for Stevns Klint og den gamle kirke – og ikke mindst den fantastiske udsigt over havet, som man ikke finder andre steder i verden. Indtil nu har hun haft 46 brudepar på klinten, og der er masser af aftaler i hendes kalender, så hun regner med at nå de første 100 bryllupper i år.

Læs mere om Grethe og hendes bryllupper her