Hos Ivan og Mariann var der altid hjerterum

Onsdag, 24. december 2014
af Anne Kjøge, foto: Henrik Bjerg
Mariann og Ivan Schou har altid været vant til at være dem, der hjalp, selv om de havde en stor børneflok. I deres hjem kunne andre børn med problemer blot flytte ind. Men pensionsopsparing blev der ikke plads til, og det fik store konsekvenser, da Ivan blev syg.

Populære artikler på familiejournal.dk

12-årige Kirstine har fået nyt hjerteStrikkeopskrift: Herlig raglansweater til hamStrikkeopskrift: Hr. og fru Nissen

Mariann og Ivan fra Videbæk i Vestjylland har igennem hele livet knoklet for at give en stor børneflok en tryg tilværelse, og kom der ekstra børn til udefra, arbejdede Ivan blot noget mere. Ingen skulle mangle noget.
Men nu mangler Mariann og Ivan selv en del, for da Ivan blev ramt af blodpropper i hjernen og udviklede demens, måtte nøglen drejes om i hans murerfirma. Samtidig var Mariann nødt til at holde op med at gå på arbejde for at passe på ham hjemme. En pensionsopsparing var der aldrig blevet penge tilovers til.

Læs også: Majbrit og Brian forelskede sig til julefrokost

Men vi skal mange år tilbage i tiden for at få begyndelsen af historien. Måske til dengang, da Ivan var dreng og voksede op hos sin bedstemor, fordi moderen var syg af tuberkulose. Virkelig fattige var de, men Ivan havde et talent. Han spillede trommer og gik ud af skolen efter 9. klasse og direkte over på kroen, hvor han var med i et orkester. Pengene, han tjente, afleverede han pligttro til sin bedstemor. Kun drikkepengene, når nogen gav en omgang til musikken, beholdt Ivan i sin egen lomme.

- Og jeg havde den dårligste samvittighed over det, smiler han.

Den indstilling har åbenbart slået rod. At man skulle sørge for de andre og ikke blot gemme pengene til sig selv.

Plads til alle

Mens Ivan spillede i flere etablerede orkestre, fik Mariann allerede som 14-årig en skolekæreste - og tidligt to børn. Børnenes far blev indkaldt til militæret og uddannet befalingsmand.

- Men da han også begyndte at kommandere med os derhjemme, gik den ikke længere, ler Mariann, som med sine to børn rejste hjem til sin mor. Hun drev kro i Kolding, og dér spillede et orkester op til dans. Trommeslageren var... Godt gættet!

- Vi har været sammen fra den første dag, vi mødtes, og det er 40 år siden nu, fortæller Mariann. Ivan var skilt og far til tre, hvoraf sønnen Poul Erik boede hos sin far.
Mariann og Ivan fik en datter sammen, så inden længe talte familien fem sammenbragte børn samt et fælles. Og aldersmæssigt var de som perler på en snor med et års mellemrum.

- Da de var i konfirmationsalderen, behøvede vi ikke at overveje, hvad vores feriepenge skulle bruges til. Vi holdt fest hvert år!

Mariann og Ivan var myreflittige. Han var murer om dagen og musiker om aftenen. Hun var køkkenassistent, og i en periode forpagtede de Thorsminde Hotel ved Vesterhavet.

- To af mine søskendes børn flyttede også ind, fordi de havde vanskeligheder hjemme, og da Ivans bror kom alvorligt til skade som følge af et vådeskud, kom hans datter også over ved os.

Desuden var Ivan en overgang medhjælper på et hjem for adfærdsvanskelige københavnerdrenge, der blev sendt vestpå. Da kommunen lukkede institutionen og sendte drengene hjem, ringede en af dem fortvivlet. "Må jeg ikke komme over til jer?," bad han, og så lokkede Ivan en af fiskerne til at tage drengen om bord.

I familiens lejlighed sov alle pigerne i det ene værelse, drengene i det andet, og hun selv og Ivan delte en sovesofa i stuen.

Fiskerne derude vestpå havde derimod kronede dage i de år, så deres børn gik altid i Adidas-sko og det sidste nye tøj, og Mariann kunne godt finde på at bilde en af sine drenge ind, at hun havde betalt 300 kroner for hans bukser, selv om de reelt havde kostet en halvtredser. Så kunne han prale lidt af det!

- Vi prøvede jo at følge med, så godt vi kunne.

Helt skæv i hovedet

Mariann og Ivan har i dag 14 ­børnebørn og et oldebarn.

Ivan drømte om at få en nedlagt landbrugsejendom, og det lykkedes at finde en i Husby. De nåede at bo der et par år, men en dag kom Ivan hjem helt skæv i hovedet. Han havde fået en blodprop i hjernen - faktisk to viste det sig. Umiddelbart lod det til, at han slap uden mén, og dog undrede Mariann sig over, at han blev ved med at købe nye maskiner til sin murervirksomhed. Han kunne ikke finde de gamle... Da Ivan fik diagnosen vaskulær demens - eller blodpropsdemens - var kassekreditten langt oppe i det røde felt, og firmaet måtte i hast lukkes. Mariann, der var fyldt 60 år, gik på efterløn for at kunne passe sin mand hjemme længst muligt.

Læs også: Hun tænder julelys i børnenes hjerter

Mariann og Ivan er flyttet i et lille rækkehus i Videbæk, men Ivans svækkelse betyder blandt andet, at han kan finde på at stå op og gå ud midt om natten.

- En gang begyndte det at regne, så da kom jeg hurtigt til mig selv, indskyder han og får os til at grine, selv om der ikke er meget at grine ad. Ivan er på aflastning på plejehjemmet i Stadil en uge hver måned, men i øvrigt forsøger Mariann ihærdigt at få hans tilværelse til at syne så almindelig som mulig. Hun samler familien, som hun altid har gjort, og med børn, svigerbørn og børnebørn er det ikke svært at fylde den lille, hyggelige stue.

- Men Ivan har vanskeligt ved at forstå, at vi ikke længere har råd. At jeg har svært ved at få tingene til at hænge sammen som tidligere, siger Mariann med et stille suk.

Når man i hele sit liv har været vant til at være den, der hjælper og træder til, er det sin sag at skulle vænne sig til en hverdag præget af bekymring.


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.