Humor kan næsten altid bruges

Mandag, 7. september 2015
Af Mary Steengaard, foto: Carina Krüger
Lola Jensens verden er vejen til et godt familie- og skoleliv ganske enkel. Hun lærte allerede som barn, hvordan humoristisk sans kan lette tunge stemninger. Og den respekt, hun havde for sine forældre, betød, at hun også fik respekt for alle andre mennesker

For nogle uger siden ringede skoleklokken ind efter en dejlig, lang sommer, hvor alle skolebørn kunne glemme alt om lektier, madpakker og tidlige morgener. Efter måneder med ferie og hygge var det nu slut med at lege.

Men denne opfattelse, som langt de fleste skoleelever har af starten på et nyt skoleår, var bestemt ikke en holdning Lola Jensen delte, da hun som barn legede skole.

– Jamen, allerede før jeg overhovedet som 6-årig startede i skole, legede jeg skolelærer og gav mine venner lektier for, fortæller den 58-årige familievejleder. Når vi samledes i legehuset i Rødovre, hvor jeg er vokset op, havde jeg bøger med og havde forberedt forskelligt, vi kunne lave. Jeg havde allerede dengang en fornemmelse for, hvordan mine små venner havde det, og syntes, det var sjovt at finde ud af, hvordan vi kunne kommunikere, så vi lærte mest muligt.

Lærte at spille skuespil

Som voksen uddannede Lola sig som familievejleder.

Læs også om Anna, der bleve mobbet hele sin skoletid

– Jeg var – sammen med den gruppe, jeg uddannede mig med – den første, der kom ud til folk for at give dem hjælp til selvhjælp. I stedet for løftede pegefingre og overordnet snak om generelle problemer, når vi besøgte familier, havde vi lært at bruge nogle såre enkle metoder. Først og fremmest hvor vigtigt det er at konkretisere de akutte problemer.

Dernæst var det en gave at opdage, hvordan humor virker i stort set alle sammenhænge. Jeg lærte at spille skuespil, så jeg bedre kan illustrere over for både forældre og børn, hvordan de kommunikerer med hinanden. På den måde er det meget nemmere at se, hvordan man selv virker på sine familiemedlemmer, og meget ofte bliver stemningen lysere og lettere, fordi vi kan grine ad situationerne.

Opsang til forældre

Lola har en opsang til forældre.

– De er fantastiske, når man taler med dem på tankeplan, så kan de alt. Men når det kommer til handling, kommer individualismen og egoismen op. Megen opdragelse og almindelig høflighed bliver udliciteret til folkeskolen.

Så det er efter Lolas mening ikke kun eleverne, den nye skolereform har ramt.

– Læreren har ikke lyst til at få mere kritik end den, hun allerede får i dag, så hun knokler af alle kræfter. Når hun kommer hjem til sine egne to børn, har hun intet overskud tilbage. Det hele er jo brændt af på andre folks børn.

Lyt med hjertet

De gode råd fra Lola til alle forældre lyder:

– Tag ansvar for dine egne børn. Lær dem praktiske kompetencer, og sørg for, at de som resultat af din egen opførsel får respekt for dig. Forældre skal være en autoritet over for deres egne børn, ligesom lærerne skal være det i skolen. Og tøm så jeres børns skoletasker for tingeltangel, så der er mere ro i undervisningen!

Men det vigtigste efter Lolas mening er ganske enkelt.

– Kom ned i hjertet og føl efter, hvor dit barn er. Stol på, at dit barn kan kalde dig op, hvis du lytter efter med hjertet!