Jeg fortjente ikke at have det godt

Onsdag, 8. april 2015
af Mette Andersen, foto: Morten Mejnecke
En svær barndom med en dominerende stedfar og sexuelt misbrug fra en venindes far ødelagde Annikas selvværd og sendte hende ud i selvmordsforsøg, misbrug og overspisning

- Var min stedfar glad, var vi alle glade. Men var han i dårligt humør, blev stemningen trykket. Vi vidste aldrig, hvor vi havde ham.

Med de ord forklarer Annika Hayn, 40, om sin barndom præget af en opfarende og temperamentsfuld stedfar, som regerede hjemmet med kæft, trit og retning og var nedladende og ondskabsfuld.

Behandlingen i barndommen har siden sat sine spor i Annika, som har følt mindreværd, har overspist, forsøgt selvmord og eksperimenteret med stoffer.

Læs også: Dennis takker sin mor for, at han kom ud af sit misbrug

Natlige overgreb

Annikas manglende tro på sig selv gjorde, at hun var et nemt offer, da hendes bedste venindes far forgreb sig på hende. Hun higede efter den kærlighed, hendes forældre ikke gav hende. Så da hun i en alder af 10-11 år fik opmærksomhed fra bedstevenindens far, følte hun sig som noget særligt.

- Det tungeste i min barndom var, at jeg blev udsat for hans overgreb, og at det stod på et år.

Hun kunne ikke fortælle om overgrebene hjemme, da hun frygtede sin stedfars reaktion. I stedet betroede hun sig til en veninde, som sagde det videre til en klubpædagog, der handlede prompte. Der blev en sag ud af det med afhøringer hos politiet, medvirken af en psykolog og inddragelse af forældrene. Under forhøret løj Annika det skete mindre alvorligt, så sagen blev frafaldet grundet manglende beviser.

Kort efter prøvede Annika at tage sig eget liv ved at drukne sig i badekarret.

Læs også om, hvordan Leon kom ud af misbrug og kriminalitet

150 Panodiler

Før Annika blev konfirmeret, var forældrene blevet skilt. Annika blev hjemmets ansvarlige voksen og tog sig af det huslige. Moderen mødte sin tredje ægtemand, som var alkoholiker, og hun begyndte også at drikke.

Annika flyttede hjemmefra, gik i gang med en uddannelse som sosu-hjælper, men tog samtidig speed og kokain.

Som 19-årig så hun ingen anden udvej end at tage sit eget liv. Hun ryddede op, skrev afskedsbreve, drak tæt og slugte 150 Panodil.

-Men inden pillerne nåede at virke, ringede jeg til en kollega. Snart efter blev døren til lejligheden sparket ind, og et par Falck-mænd bar mig væk.

Annika begyndte at bruge mad som lindring, men kærligheden kom også ind i hendes liv. Der var dog stadig et tomrum, som hun prøvede at fylde.

Hun kastede sig ud i ædeflip i panik over, at der skete noget godt, hun ikke følte, hun fortjente, og når hun var ked af det. Annika vejede da 115 kg.

- Jeg havde mistet fodfæste, til trods for at jeg havde mødt mit livs kærlighed i Henrik, havde to dejlige børn og egentlig havde det bedre end nogensinde. Men jeg var i et indre kaos og følte ikke, at jeg fortjente al den medgang. Henrik havde friet til mig, men jeg nægtede at være en tyk elefant i hvid kjole.

Annika har tabt sig 150 kg på næsten 20 år som overvægtig. En kæmpe forandring skete, da hun ad omveje kom i forbindelse med en coach, som foreslog hende at tage en coach-uddannelse. Det gav både indsigt i sig selv og et bierhverv, så hun i dag kan bruge sine erfaringer til at hjælpe andre.

På sin Facebook-side "Fra kageform til topform" beskriver Annika sine op- og nedture. Hun ønsker ikke at være et glansbillede, men vil være ærlig og vise, at det også er i orden at være ked af det.

Populære artikler på familiejournal.dk

Laura fortalte sin historie til statsministerenMarie tabte 30 kiloStrikkeopskrift på vamset trøje


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.