Livet skal fejres med et bryllup

Søndag, 7. august 2016
af Caroline Wigdal Foto: Jacob Ljørring
Sannes brystkræft gjorde det udfordrende at være et par. Men Thomas og Sanne klarede sygdommens mange udfordringer. For at fejre kærligheden og livet gik Sanne på knæ for Thomas.

Planen var ellers så fin og klar, og den gav Thomas og Sanne fornemmelser af lykke og glæde i maven. De havde fundet drømmehuset, og nu skulle de nyde at renovere haven, så der blev plads til høns og mulighed for at lave egen marmelade. Men alle de små drømme bliver med et sat på pause. Sanne står en morgen foran spejlet med et håndklæde om sig og får øje på en bule på sit venstre bryst. Den er på størrelse med en valnød.

Læs også: Lille My er rask efter fire års kamp mod kræft

Hård dom

I dag er det to år siden, at Sanne fik konstateret brystkræft. Sanne Fandrup er 49 år og forlovet med Thomas. De bor sammen i, hvad der for dem er drømmehuset i Ballerup. I huset bor også Sannes børn fra to tidligere forhold: tvillingerne Alfred og Olivia på 16; Vera på 21 er flyttet hjemmefra.

Dengang i august 2014 vidste hverken Sanne eller Thomas, hvad de skulle igennem. At Sanne pludselig var syg af kræft, føltes som en mavepuster for Thomas, der to måneder tidligere havde mistet sin mor til kræft. – Jeg syntes, det var hårdt. Jeg var bange for at miste Sanne. Men Sannes fokus var et helt andet sted. Hun fokuserede på, at hendes krop blev skamferet. Mit fokus var på overlevelse, siger Thomas.Sanne ville meget gerne tale om det, som kom til at ske med hendes krop. Ville hun miste neglene? Hvor hurtigt ville hun miste håret? Ville hun kaste op? Hun ville gerne forberede sig bedst muligt på kemobehandlingen.– Men jeg havde ikke lyst til at tale om alle bivirkningerne, for det kunne jo være, at det ikke skete, siger Thomas.

Læs også: Jette fik kræft og valgte livet

Livet vaklede

Inden Sanne fik brystkræft, var Thomas og Sanne enige om mange ting. Men pludselig greb de en udfordring an på to helt forskellige måder. – Det var ikke, fordi vores forskellige synspunkter førte til skænderier mellem os. Vi var bare meget frustrerede, begge to, siger Thomas.De brugte al energi og vilje til at klare sig igennem et efterår og en vinter, som de i dag husker som et mareridt. – Jeg var træt og udmattet, og jeg havde så mange smerter, at jeg på nogle tidspunkter ikke kunne tale.

Thomas bar hele læsset herhjemme, siger Sanne, der havde travlt med at passe behandlingen. Hver dag tog hun mellem 20 og 30 piller, og hun tabte sig 9 kilo.– Sannes sygdom gav os følelsen af, at livet vaklede, så jeg forsøgte at skabe stabile rammer. Stod op, tog på arbejde, lavede mad og gjorde rent. Det var hårdt altid at skulle finde overskuddet til både at være der for Sanne og at skulle leve mit eget liv, fortæller Thomas. Det var ikke nemt for ham at give den rigtige støtte. Kom han hjem fra indkøb med Pepsi i stedet for Cola Zero, var det forkert, og han måtte køre igen, for Sanne var ekstremt krævende på grund af sin kvalme. – Men hun var også sej, hun gav ikke op på et eneste tidspunkt, siger Thomas.

Læs også: Anna-Emilie er det yngste talent i mere end 100 år

Bryllup til september

Brystkræften har gjort Thomas og Sanne til et stærkere par, og nu skal de giftes den 3. september. Juleaften sidste år gik hun på knæ for Thomas foran både hans og sin egen familie. – Jeg var ret rørt og kunne næsten ikke tale, sådan troede jeg slet ikke, jeg kunne få det. Det var meget romantisk, siger Sanne. Og Olivia, Alfred og Vera reagerede med at være tre store smil, som hoppede rundt af glæde. – Den juleaften handlede det for mig om at markere, at nu var vi kommet igennem helvedet som en samlet familie. Det var urtolig skønt at kunne sige. Thomas og jeg havde fundet styrke i hinanden, og jeg tænkte, at nu kunne vi klare det meste. Nu kunne vi endelig vende blikket fremad og fortsætte, hvor vi slap, smiler Sanne.

Du kan støtte kræft ved at cykle den 28. august i Træd til Danmark.

Læs hele historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 8. august.

  • Hvordan brugte familien humor i sygdomsforløbet
  • Hvordan mødte Thomas og Sanne hinanden
  • Hvordan havde Sannes børn det med brystkræften