Mona laver mad til hjemløse

Fredag, 9. januar 2015

af Ole V.Hansen, foto: Jeronimo Alba

Mona Lyngby nægtede at anerkende, at hun var syg. Hun havde jo sin familie og sit arbejde at passe, men en dag måtte hun sige stop. Nu nyder hun livet under Sydens sol - og hjælper hjemløse.

Da hun for otte år siden lagde Herning bag sig og flyttede ned i varmen, var det ikke uden et anstrøg af dårlig samvittighed. I bogstaveligste forstand var det nemlig første gang, nu 63-årige Mona Lyngby gjorde noget for sig selv. Hun havde simpelthen hidtil haft så meget om ørerne, at hun uden at skænke det en tanke selv var gledet så meget i baggrunden, at hun engang var otte år om at opdage, at hun faktisk led af stress.

Læs også om Jennifer, som syer dækkener til de hjemløses hunde

Men så var det, smerterne vækkede hende. Ganske vist har Mona haft ondt så længe, hun kan huske tilbage. Det årelange, daglige slid som syerske, bodegamutter, hotel- og diskoteksejer og senest psykoterapeut og coach havde tæret på kræfterne. For ikke at tale om eneansvaret som alenemor til tre børn. Og nu meldte fortiden sig så med kontant afregning.

- Men jeg vidste fra et ferieophold hernede, at det milde klima på den spanske solkyst føltes som balsam for kroppen. Selvfølgelig er smerterne ikke fuldstændig forsvundet. Men jeg har fået det meget, meget bedre, fortæller Mona, mens hun i det lille rækkehus i Los Boliches er i fuld gang med at smøre sandwicher, som pakkes i folie og puttes i store plasticposer.

Det er nemlig ikke hendes egen frokost, men madpakker til de hundredvis af arbejds- og hjemløse, der om få timer vil stå i lange køer midt i storbyen Málaga, hvor organisationen Los Angeles Malagueños de la Noche - Málagas natlige engle - står for uddelingen.

Læs også om Selina, som har stiftet organisationen "Stop spild af mad"

Kniber med sproget

For hjælpsomhed er nu engang en af Monas medfødte dyder. Og derfor hendes måde at vise sin taknemmelighed over de utallige smil, de mange kindkys og den hjertelighed, hun er blevet modtaget med i et land og et samfund, hvor hun næppe nogensinde bliver i stand til at gøre det med ord.
Lykkeligvis er ord også overflødige herinde i madteltet på den centrale Plaza de la Religiosa Filipense Dolores Márguez, hvor de taknemmelige smil, der strømmer Mona i møde, ikke er til at misforstå.

Triste, men dog glade øjne fra mennesker i nød - sultne mennesker, der, før den globale økonomiske krise jog folk fra job og hjem, kunne svare enhver sit. Nu må de tage imod, hvad hverken Mona eller de øvrige danske kvinder, der hver den anden onsdag i måneden bidrager med madpakker, kunne drømme om at kalde almisser.

Læs også om en anden stærk kvinde

Onsdagsposerne

Ikke fordi der er formuer investeret i bespisningen. To-tre euro pr. pose skyder Mona på. Men med en ikke alt for righoldig - tilmed i Danmark beskattet - pension, er der ikke råd til at klatte pengene væk.

Kun "onsdagsposerne" - med alle råvarer indkøbt på Fuengirolas traditionelle, farverige tirsdagsmarked - kunne Mona ikke finde på at droppe. Slidgigt, årebetændelse, migræne, maveblødning, dobbelt piskesmæld og knogleskørhed med en brækket ryg til følge er blot et skønsomt udvalg, hvis man slår efter i fru Lyngbys sygejournal. Så at smerterne først i 2006 fik hende til at kvitte arbejdslivet og flytte til Costa del Sol - mega egoistisk, som Mona selv kaldte det, da seerne i et par glimt mødte hende i Per Wennicks DR-program "Vibrationer på Solkysten" - er det skinbarlige bevis på, at vi her har med et endog overordentligt standhaftigt kvindemenneske at gøre.

Læs også om kvinderne i "Krea-Skør", som strikker til samfundets udsatte

- Jeg tror, det er noget, jeg har med hjemme fra Vestjylland. Mine forældre havde en lille fabrik, hvor jeg allerede som skolepige måtte hjælpe til. Ikke mindst når far i al slags vejr cyklede rundt og solgte uldne trøjer. Og da jeg som 31-årig, efter en tid som syerske, begyndte at drive bodega, diskotek og hotel, antog jeg sjældent en ny, hvis en af de ansatte sagde op. Jeg gjorde det selv. Serverede, vaskede op, støvsugede og lagde rent på sengene. Uden nogensinde at holde ferie. Naturligvis var det dumt. Men når jeg havde råd, havde jeg ikke tid. Og når jeg havde tid, havde jeg ikke råd.

Men selv om hun ikke har fortrudt, at hun rev sig selv op med rode, går der ikke en dag, hvor Mona ikke har sit fædreland i tankerne. - Jeg savner Danmark. Familien. Duften af forår - og af jul. Regnvejr og sne. Sproget. Ja, det hele.

Altså lige bortset fra smerterne!

Mød også Benedicte fra Solkysten