Mor og søn tabte 116 kilo

Tirsdag, 18. august 2009
af Redaktion
Lene gennemgik en fedmeoperation med et efterfølgende fantastisk vægttab på 67 kilo – men hun er mere stolt af sønnen Søren, der ved egen hjælp tabte 49 kilo
2008 blev året, hvor mange års længslerog drømme blev opfyldt for Søren og Lene. Foto: Lars HornMor og søn tabte 116 kilo
2008 blev året, hvor mange års længslerog drømme blev opfyldt for Søren og Lene. Foto: Lars HornMor og søn tabte 116 kilo

For godt et år siden gennemgik Lene Christensen på 54 år en fedmeoperation på Privathospitalet Mølholm i Vejle. Dengang brugte hun størrelse 56 i tøj. I dag passer hun en lille størrelse 42.
- Jeg arbejder som bogbinderassistent, og jeg var blevet så stor, at det var besværligt for mig at stå så meget op i løbet af dagen. Jeg var meget bekymret for, om jeg kunne blive ved med at klare mit arbejde rent fysisk. Efter at have prøvet utallige slankekure, hvor jeg altid tog vægttabet på igen, gik jeg i efteråret 2007 op til min egen læge, der støttede mig i, at jeg skulle have en operation, fortæller Lene.
Den første tid efter fedmeoperationen måtte Lene kun indtage flydende føde. Men det tog ikke modet fra hende, for hun kunne se, at operationen virkede efter hensigten. Hun tabte sig i rekordfart, og det var noget, der gjorde indtryk på hendes søn, 33-årige Søren Bastian, som også havde været overvægtig i mange år

Slankekur og hypnose
Søren arbejder som køkkenchef i Jyske Bank. Hans evner i et køkken og hans store lyst til for meget og for usund mad sendte til sidst hans vægt op på næsten 150 kilo. Så kort tid, efter at hans mor havde gennemgået fedmeoperationen, besluttede Søren sig for, at han også ville smide nogle kilo.

Søren Bastian - før

Hurtige resultater
- Jeg ville bare tabe mig 15 kilo, men så gik der sport i det. Jeg ændrede kostvaner og begyndte at dyrke motion, og så kom resultaterne ret hurtigt, fortæller han.
I fællesskab har mor og søn prøvet adskillige slankekure og endda end hypnotisør. Og de griner begge ved tanken, om alt det de har været igennem, før det endelig gav resultat.
- Jeg har tabt mig 67,5 kilo nu, siger Lene, - men det synes jeg ikke, at vi skal fokusere på. Jeg har jo fået lægehjælp til at klare så stort et vægttab, hvorimod min søn har klaret det helt alene. Så han er meget sejere end mig, siger hun og kigger glad på sin søn.

Lene Christensen - før

Fra overvægt til halvmarathon
Lene har via sit store vægttab heldigvis bevaret sit job som bogbinderassistent, og for Søren er det i dag en fordel at være køkkenchef. Han kan nu lave fedtfattige retter, der smager af noget. Og han kan fint holde sit vægttab. For ud over at spise sundt er han begyndt at spinne og løbetræne. Faktisk er han blevet så bidt af at løbe, at han har gennemført flere halvmaratons og skal løbe Berlin Maraton i september.
- Jeg er blevet så glad af at have tabt mig og af at løbe, at jeg ikke har lyst til at røre det usunde længere. Der er ingen tvivl om, at mor og jeg har fået det bedre af at tabe os, og det har været skønt at kunne dele vores oplevelser med hinanden, selvom vi har tabt os på hver sin måde, siger Søren.

FAKTA OM FEDMEOPERATION

Fedmeoperation kaldes en laparoskopisk gastrisk bypass. Formålet med operationen er et blivende vægttab på 60-70 %.
Operationen virker på tre måder:

1. Begrænser fødeindtagelsen, da mavesækken formindskes

2. Begrænser fødevalget. Visse fødeemner tåles dårligt, f.eks. sukker og fedt.

3. Begrænser optagelsen af føde, da størsteparten af mavesækken og den øverste del af tyndtarmen forbikøres (bypasses).

Kilde: Privathospitalet Mølholm

På den gode måde
Og selvom Søren ifølge sin mor har tabt sig på den sejeste måde, har hun ikke fortrudt sin operation et eneste øjeblik.
- Hvis ikke man har lysten eller viljen til at tabe sig, som min søn har gjort, så er det dejligt, at der findes et alternativ, som også giver resultater. Det eneste, jeg har fortrudt, er, at jeg ikke gjorde det for mange år siden, for det har ændret mit liv på den gode måde, siger Lene, mens Søren nikker.

Af Britt Nørbak

Er du overvægtig?
Tjek dit BMI-tal her

Ny inspiration til middagsbordet?
Mad, der slanker...