Parterapi gjorde os lykkelige

Mandag, 8. februar 2010
af Redaktion
Mette og Michael fik pustet et højst tiltrængt nyt liv i deres ægteskab ved hjælp af parterapi i TV2-udsendelsen ”Jagten på gnisten”. Familie Journal har opsøgt parret et år efter
Michael og Mette er begge 28 år og har været sammen i 11 år Foto: Torkel Dyrting
Michael og Mette er begge 28 år og har været sammen i 11 år Foto: Torkel Dyrting

De havde nået de fleste af deres drømmes mål. De havde to børn, dejligt hus og godt arbejde. I selskab med andre var de misundelsesværdigt udadvendte, men de holdt også de problemer godt skjult, som de kæmpede med inden for hjemmets vægge.

Talte ikke sammen
Mette og Michaels ægteskab gik i faretruende tomgang, hvor de næsten var holdt op med at tale til hinanden. Hun var konstant vred på ham over, at han viste alt for lidt interesse for de mange gøremål i et hjem med to mindre børn. Han var irriteret over, at hun altid var sur, når han kom hjem fra arbejde, og han spekulerede tit over, om det virkelig var et ægteskab, han ville bruge resten af sit liv på. Ægteskabet var røget ind i den velkendte "onde cirkel". Det var Michael, der til sidst indså det uholdbare i situationen og fandt en løsning, som kom totalt bag på Mette.

"Vores ægteskab er træls"
- Det skete på et tidspunkt, siger Michael, - hvor jeg vaklede lidt mellem at blive skilt eller at fortsætte og bare håbe på, at det blev bedre med tiden. Så jeg anede faktisk ikke, hvad jeg skulle stille op, indtil jeg så, at TV2 søgte ægtepar til udsendelsen "Jagten på gnisten". Michael foreslog Mette, at de meldte sig, og hendes første reaktion var at spørge ham, om han ikke syntes, at deres ægteskab gik godt nok? - Jeg svarede jo, men at der måske også var noget, som kunne laves lidt om. Inderst inde havde jeg mest lyst til at svare: "Nej, jeg synes fand'me ikke, at det går godt, og vores ægteskab er træls", siger Michael.

Statsbetalt parterapi

Sidste sommer sluttede et fireårigt forsøg med parterapi på statens regning, og det blev så stor en succes, at ordningen genoptages i år, oplyser Familiestyrelsen. 90 pct. af deltagerne i forsøget har været meget tilfredse eller tilfredse med forløbet, og hovedparten af de, som deltog for at redde deres parforhold, er stadig sammen i dag. I satspuljeforhandlingerne er der afsat midler til at fortsætte den omtrent gratis parterapi, idet par med ondt i kærligheden tidligere kun skulle betale 300 kr. for et terapiforløb, der normalt koster op til 15.000 kr. hos en psykolog. Læs mere på Familiestyrelsens hjemmeside.

Følelsesmæssig omvæltning
I udsendelsen "Jagten på gnisten" fulgte man Mette og Michael i tre dage, mens de var "i behandling" hos den kendte sexolog og kognitiv terapeut Joan Ørting. - Alle de følelser vi gennemgik på de tre dage var flere end i de 11 år, vi har været sammen, siger Mette, som varmt anbefaler parterapi. - Man behøver ikke have kæmpe problemer for at gøre det, men tværtimod helst før man kommer for langt ud. Michael og jeg var måske ikke på vej væk fra hinanden, men absolut heller ikke på vej til at blive knyttet tættere sammen. Og nu kan jeg ærligt sige, at vi aldrig har haft det så godt sammen, som vi har i dag.


Af Erik Pedersen

Læs også:
Mor og far med til 18-års fødselsdag