Mette Lindberg er en samlertype

Lørdag, 6. februar 2016
af Johan Isbrand, Foto: Gregers Overvad
Hun er det nye ansigt ved dommerbordet mellem Remee og Blachman. Når hun ikke lige er sanger i The Asteroids Galaxy Tour. Mød Mette Lindberg fra "X Factor" på DR1.

Hvad er du optaget af lige nu?

– Valg af sange til mine deltagere. Hver gang jeg hører noget musik, overvejer jeg, om det kan bruges. ”X Factor” handler i høj grad om de rette valg, der kan få tingene til at udvikle sig. Det er som at plante et frø til noget, der kan vokse sig stort.

Husker du showets tidligere vært Signe Muusmann? Læs lidt om hende her

Hvad er det bedste ved at være ”X Factor”-dommer?

– At have lært interessante og skægge mennesker at kende. Thomas og Remee er ret sjove og gode til at fortælle røverhistorier og gøre sig tanker om alt muligt. Men det er også godt selv at give noget fra sig. Modsat de to andre er jeg jo sanger, og det er en konkurrence for sangere. Det har fået mig til at sætte mig selv under lup og tænke over, hvad jeg går rundt og gør. Det er en gave at få lov til at opleve så mange dygtige sangere og være med til at formidle det, de kan.

Læs også: Sofie Linde lader sig ikke påvirke

Hvad gør du, når du skal slappe helt af?

– I de situationer bruger jeg faktisk også musikken. Musik er fantastisk til at koble af med eller stimulere sin energi og sit humør med. Efter nogle lange optagedage kan den rigtige musik for eksempel gøre mig helt rolig. Eller den kan give mig en god start på dagen. Lige for tiden hører jeg filmisk musik med sydamerikansk og mexicansk klang. Og så Andrew Sisters, der synger som en Disneyfilm og altid gør én glad.

Har du en hobby?

– Ikke som sådan. Men jeg er en samlertype. Allerede som barn samlede jeg på for eksempel brevpapir, servietter og sågar viskelæderfnuller, som jeg gemte i et glas. I dag køber jeg neglelak i alle tænkelige farver, og når det gælder Tupperware, er jeg typen, der skal have hele serien. Jeg har tilmed samlet på klippekort fra DSB – og er ikke engang stoppet af egen fri vilje, men fordi DSB er holdt op med at fremstille dem!

Har du kæledyr?

– Nej, dyr har aldrig været min store lidenskab. Men sjovt nok er jeg alligevel på det sidste begyndt at følge nogle personer på Instagram, der lægger billeder af kaniner op. Herunder nuttede babykaniner.

Læs også: På Badehotellet er vi en stor familie