Min barndom sluttede, da jeg var 12 år

Lørdag, 21. januar 2017
Greta Johannsen
Forfatteren Elisabeth Møller Jensen er datter af Gudrun og Tage fra Lemvig. Gudrun var psykisk syg, og her fortæller Elisabeth om en barndom med en mor, der ville det bedste og gjorde det værste..
Mange, mange gange er Elisabeth vågnet med hamrende hjerte efter et mareridt og vidst, at det igen havde noget at gøre med ”dengang i Lemvig”. Hver gang har hun skyndt sig at tænke på noget andet – indtil den dag, hun besluttede sig for at tænke på og huske, hvad der egentlig var sket ”Dengang i Lemvig”. Elisabeth gav sig selv lov til at huske, og så skrev hun endelig, og det blev til bogen af samme titel. Elisabeth og hendes søskende havde en god barndom, før ”det værste” skete. Det var dengang, da mor var glad og elskede sine unger med hud og hår og overøste dem med eventyr og leg. Og så var der barndommen og livet efter ”det værste.” Det var dengang, mor viste sig at være to personer: Den gode og den onde mor.

Dengang i Lemvig

Elisabeth Møller Jensen voksede op og fik en karriere. Hun blev magister og direktør for Kvinfo (videnscenter for ligestilling) og forfatter til flere kloge bøger, men bogen om hendes familie ”Dengang i Lemvig” har gjort hende kendt. Bogen handler om to mennesker, Gudrun og Tage, der fandt sammen i stor kærlighed og med en baggrund, hvor Stauning hang på væggen i Tages familie, mens Gudrun kom fra en verden, hvor Gud og missionen havde det sidste ord. De to mennesker fik en børneflok, hvor Elisabeth er den ældste. Læs også om Gun-Britts svære barndom

Skammen

Gudruns liv blev en lang række af indlæggelser på psykiatrisk afdeling, senere kom misbrug af piller og alkohol til. Tage gjorde sit for at holde sammen på familien, ligesom børnene hver for sig kæmpede for at holde ud igennem fattigdom og skammen over den mor, de engang elskede – og for så vidt aldrig holdt op med at elske. Netop derfor kan det kræve næsten et helt liv, før et barn forstår, at Gudrun også var et vidunderligt menneske, der gjorde, hvad hun formåede. – Jeg ved, at min mor gav os en vidunderlig og kærlig barndom i de første år af vores liv. I den tid gav hun os så meget styrke og kærlighed, at vi blev stærke nok til, at vi også kunne overleve den barndom, hun senere gav os, siger Elisabeth.

Hun duede ikke

Elisabeth overlevede, men hun skulle blive næsten 70 år, før hun kunne skrive bogen om sin mor og hendes vanskelige liv. Det blev til en bog, der lærte hende noget om, hvordan mennesket Gudrun også var. Læs også om Kurt og hans søn

”Dårlige nerver”

Elisabeth blev født nytårsaften 1946 som det første barn, og de første år er hendes mor en fantastisk mor med omsorg og eventyr og kærlighed, der rækker langt, også da hendes mand bliver arbejdsløs, og pengene bliver meget små. Elisabeths søster, Karin, kommer blot 14 måneder senere. Da Christian bliver født i 1950, er Gudrun allerede syg, men hun bliver først indlagt på Statshospitalet i Viborg kort før drengens 1-årsfødselsdag med det, man dengang kaldte ”dårlige nerver”. – I dag ville man sige, min mor havde fået en fødselsdepression. Hun ville være blevet behandlet i forhold til den diagnose, men det skete ikke. Hun var indlagt i seks uger og kom så tilbage til os igen.

Hun blev et tabu

– Min mor blev tiere og tiere indlagt, og i de perioder var det vores far, der tog sig af os børn. Han havde fået arbejde på Cheminova som arbejdsmand, og han sled og slæbte for at holde sammen på det hele. Vi børn fortalte ikke andre, hvordan det var i vores familie. At have en psykisk syg mor, der blev anbragt på et sindssygehospital, det talte man ikke om. Hun var indlagt i månedsvis – somme tider halve år. Min mor talte tit om selvmord, og hun forsøgte det flere gange. En af gangene fandt mine søskende hende. Hun havde haft alle de strålende drømme – og hun endte med at være en tragedie. Som barn og ung pige havde hun selv haft et meget tæt forhold til sin mor, som hun fortalte alt. Det samme forhold ønskede hun, at hun og jeg skulle have til hinanden.

Det værste

En eftermiddag hen over køkkenbordet fortalte hun mig det værste: At hun var så bange for, at hun en dag skulle komme til at slå mig ihjel. Da ordene kom ud af hendes mund, vidste jeg, at det var nu, jeg skulle trøste hende og sige, at det jo aldrig ville ske, at hun ikke skulle være bange, og at det var synd for hende. Det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne intet sige. Ordene ville ikke ud, for jeg følte en afgrundsdyb angst, for sådan var det åbenbart: En mor kunne altså slå sit eget barn ihjel. I stedet forsøgte min mor at trøste mig, at sige at det selvfølgelig aldrig ville ske, at det bare var hende, der var syg, at hun ikke mente det. Men det var for sent. Jeg svarede: ”Men man kan aldrig vide det, vel?” Og i det øjeblik krakelerede min mors ansigt. Jeg var 12 år, og min barndom var forbi. Det øjeblik havde været en kamp mellem min mor og mig, og jeg havde valgt mig selv. Det værste i verden var sket.■ Læs i næste uge hvordan det gik med Elisabeth og hendes familie.