Min veninde gør sig selv til grin

Torsdag, 30. juni 2016
af Redaktionen
Foto: Colourbox
Min 50-årige veninde klæder sig som en på 20 år med lårkorte kjoler og bar mave. Jeg synes, hun gør sig selv til grin, skriver en læser.
går ungt klædt

Kære Puk

Jeg er en kvinde i min bedste alder. Først i 50’erne.

Mit liv ser fornuftigt ud. Jeg har en dejlig mand og et godt job. Mine børn er godt i vej, og jeg har ikke noget at klage over.

Minimum en gang om måneden ses jeg med et par gode veninder. Vi går i teatret, på udstillinger eller andet kulturelt. De dage nyder jeg, men nu kommer mit problem:

Den ene af mine veninder opfører sig pinligt, synes jeg. Hun klæder sig som en på 20. Hun bærer meget korte kjoler, og indimellem har hun kig til maven og tøj, der burde sidde på en teenager. Hun ler fjoget og højrystet.

Jeg synes, hun gør sig selv til grin. Jeg har kendt hende i mange år, og nu føler jeg ligesom, tiden er løbet fra hende.

Hun følger ikke med sin alder. Jeg tror ikke, hun ved det.

Hun ligner en, der er meget veltilpas i sit eget skind. Men jeg ville ønske, hun fik lidt mere stil. Kan jeg tillade mig at nævne for hende, at hun burde lægge stilen om?

Jeg ved fra andre, at jeg har en god smag, og vil derfor kunne hjælpe hende med at finde en tøjstil, der klæder hende bedre end den billige stil, hun har nu.

Hvad synes du? Ville det ikke være en tjeneste, der ville glæde os alle, hvis jeg tog mig af det?

Venlig hilsen Veninden

Kære Veninde

Længe leve mangfoldigheden. Tænk, hvis vi alle var ens. Sikke et kedeligt liv. Hvor er det skønt, at der er plads til de skøre, de skæve, de billige, de dyre, de tynde og de tykke. De kloge og de mindre kloge.

Jeg synes, du skal holde fingrene væk fra din veninde. Hun er, som hun er, og har det åbenlyst dejligt.

Du spørger, om du ikke ville gøre hende en tjeneste, der ville være til glæde for alle, hvis du ændrede hende.

Nu må du ikke tage mig mit svar ilde op, og det er ikke for at være flabet, men det bedste, du kan gøre, er at arbejde med dine fordomme om andre mennesker og øve dig i at se skønheden i forskelligheden.

Du er uden tvivl en smuk og dannet kvinde, og det skal du med rette være stolt af, men du skal lade din veninde være, som hun er.

Varme hilsner fra Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk