Sofie Linde lader sig ikke påvirke

Lørdag, 16. januar 2016
af Johan Isbrand, Foto: Gregers Overvad
Sofie Linde er den nye vært på DR1's "X Factor", der ikke går af vejen for at tale selv barske Blachman imod, hvis hun er uenig. Vi har mødt hende til en lille snak.

Hvad er du optaget af lige nu?

– ”X Factor” fylder selvfølgelig meget. Det er en stor underholdningsmaskine og også et program, som folk har stærke holdninger til. Og jeg håber da, seerne tager godt imod mig. Men jeg er ikke den, der lader mig påvirke af, at nogle synes, jeg er grim eller dårlig til mit arbejde. Det gjorde jeg måske som yngre, men ikke længere.

Læs også om Anette Støvelbæk fra "Badehotellet" her.

Du har tidligere mest lavet børne-tv. Hvordan har skiftet været?

– Voksen-tv er på sin vis barskere at lave end børneprogrammer. Børn er taknemlige væsner. De køber din præmis, og så holder de ellers med dig hele vejen. Voksne måler og vejer dig på en helt anden måde, men ”X Factor” er trods alt stadig familiefjernsyn, så børnene kigger med endnu.

Hvad gør du, når du skal slappe helt af?

– Går tur i Bernstorffsparken med min hund Kim, som er en 3 år gammel bichon, mens jeg har en podcast eller en lydbog pludrende i ørerne. Det kan jeg godt få et par timer til at gå med. Men jeg er også vild med at se film og tv-serier, når jeg har fri.

Hvad er dit foretrukne rejsemål?

– Japan. Jeg har været der tre gange. Der er så rent, pænt og struktureret, og folk er venlige og hjælpsomme. Men de overpræsterer også og har ofte en arbejdsdag på 14 timer. Det er på én gang fantastisk og lidt sørgeligt, og man spørger jævnligt sig selv, om det er drøm eller virkelighed, man oplever.

Hvad ville du være, hvis du ikke var blevet tv-vært?

– Læge. Det var planen. Begge mine forældre er læger, og det har været spændende at følge deres arbejde fra sidelinjen, men det var nok godt, jeg ikke selv gik den vej. Til gengæld bliver min lillesøster nu muligvis sygeplejerske. Tættere kommer vi formentlig aldrig på at gå i mors og fars fodspor.

Læs her om Martin Brygmann, der skal være bingovært på Dansktop Prisen 2016.