Opskrifter

Cheesecake med koldskål

Tirsdag, 26. juli 2016af Christine Bille Nielsen, Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
Der er nu ikke noget som smagen af sommer! Og det får du bestemt i denne skønne cheesecake med koldskål.

(10-12 pers.)

Det skal du bruge til cheesecake med koldskål

Bund:
150 g kammerjunkere
80 g smør

Creme:
4½ blade husblas
1 usprøjtet citron
1 vaniljestang
400 g flødeost naturel
3 dl kærnemælk
100 g flormelis

Pynt:
2 dl piskefløde
1 usprøjtet citron

Vild med cheesecake? Prøv også denne skønne hindbær cheesecake

Sådan laver du cheesecake med koldskål

Bund:
Blend kammerjunkere i en foodprocessor eller minihakker, til de er helt findelt. Smelt smørret og blend det sammen med kammerjunkerne. Tryk massen godt sammen i bunden af en springform på 20-22 cm i diameter.

Creme:
Udblød husblassen i koldt vand. Riv citronskallen fint. Skrab kornene ud af vaniljestangen. Pres saften af en halv citron og kom det i en kasserolle. Kram vandet ud af husblassen og smelt den ved lav varme i citronsaften, til den lige akkurat smelter. Pisk flødeosten luftig med
en elpisker sammen med citronskal, vanilje og flormelis. Hæld kærnemælken i lidt ad gangen og pisk, til cremen er helt jævn. Hæld den lune citronhusblas i cremen. Hæld cremen på kammerjunkerbunden og lad den sætte sig ca. 2 timer i køleskabet.

Pynt:
Pisk fløden til skum og sprøjt flødeskum på toppen. Drys med fintrevet citronskal.

Prøv også: Cheesecake med brombær