Opskrifter

Surkål med syltede peberfrugter

Søndag, 17. november 2013af Redaktion
Servér kålen til frikadeller, mørbrad, koteletter og andet enkelt, stegt svinekød eller andesteg.

Mælke- og eddikesyregæring er en form for konservering, der har været kendt i mange hundrede år. Nu er den igen blevet populær, og mange kokke taler om konservering og fermentering, der er en gæringsproces, fordi fermenteringsbakterierne er gode for vort tarmsystem. Teknikken bruges til alt lige fra surmælksprodukter, saltede kål og kartofler til fremstilling af vanilje, der er en fermenteret stængel fra en orkidéplante. Smagen, der opstår, er fin og derfor noget, der skal udnyttes i maden.

Ingredienser til surkål med syltede peberfrugter

(4 pers.)

600 g spidskål eller hvidkål
1 dl groft salt
4 dl tør hvidvin
5 enebær
1 tsk. hele kommen
2 røde peberfrugter
el. 4 snackpebre
2 fed hvidløg
4 dl hvidvinseddike
2 kviste estragon

Fremgangsmåde til surkål med syltede peberfrugter

Snit kålen fint og drys den med salt. Lad den trække i 30 min. Skyl kålen og bring den i kog med vin, enebær og kommen. Lad den koge i 5-10 min., til kålen er så mør, som du ønsker den. Bag peberfrugterne i ovnen ved 200º i 30-35 min. Pil skindet af frugterne og fjern frøstolen. Læg peberfrugterne i eddike sammen med de hele fed hvidløg og estragon. Giv det et opkog og køl af. Stil kål og peberfrugter på køl i 2-3 dage. Snit peberfrugterne i strimler eller ringe og pynt kålen med dem. Lun evt. kålen, inden den serveres.

Tip: Servér kålen til frikadeller, mørbrad, koteletter og andet enkelt, stegt svinekød eller andesteg.

Madopskrift: Helle Brønnum Carlsen


Find flere opskrifter her...
Laks med æblesalat og fennikel
Spidskålsalat med blommer


Kender du kogebogen? Klik her...
Masser af gode køkkenting i Familie Journal Shop