Opskrifter

Blomkålsgratin

Onsdag, 3. april 2013af Redaktion
Blomkålsgratin er en dejlig ret fra mormorkøkkenet. Der kan evt. serveres lidt kød til din blomkålsgratin til dem, som ikke kan undvære det.

Opskrift på blomkålsgratin

(Blomkålsgratin til 4 pers.)

1 stort blomkålshoved
1½ dl grønsagsvand
1½ dl kold mælk
75 g mel
30 g smør
4 æg
Evt. 1 tsk. majsstivelse
Salt og peber
Rasp

Tilbehør til blomkålsgratin
Grøn salat og rugbrød

Se også: Blomkålsgratin med kogt skinke

Sådan laver du blomkålsgratin

Del blomkålshovedet i buketter og kog dem 5 min. i letsaltet vand. Hæld blomkålen i en sigte og gem 1½ dl grønsagsvand. Pisk grønsagsvand, mælk og mel sammen i en gryde. Varm det op og pisk, til det jævner. Tag gryden af varmen og rør smørret i. Pisk æggehviderne stive, evt. med 1 tsk. majsstivelse, så holder gratinen bedre, når den kommer ud af ovnen. Rør æggeblommerne i den let afkølede jævning. Smag til med salt og peber. Vend halvdelen af hviderne og blomkålen i dejen til din blomkålsgratin. Vend forsigtigt resten af hviderne i. Smør et ildfast fad med høje kanter og drys med lidt rasp. Fyld gratinmassen i, den må kun gå ¾ op i fadet, så der er plads til hævning. Drys rasp over. Sæt din blomkålsgratin i en 175° varm ovn på nederste rille og bag den ca. 1 time. Tiden kan variere noget afhængig af formens størrelse og materiale. Spis din blomkålsgratin lige fra ovnen med koldt smør, grøn salat og rugbrød.

Dejen til din blomkålsgratin kan krydres med revet muskat og tilsættes et par spsk. revet ost, f.eks. grana eller cheddar.
I de gamle kogebøger bruges lige dele mel og smør, men når dejen, som her, starter som en jævning, kan der bruges mindre smør.

Tip: Blomkålsgratin (og gratin i det hele taget) falder hurtigt en anelse sammen, men det betyder ikke noget.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen

Find flere opskrifter her...
Courgettetærte
Bondeæggekage