Spanske oksespid

Tirsdag, 22. juni 2010
af Redaktion
Servér med tomatsauce og bønnesalat med pasta
Foto: Catrine Mannerup
Foto: Catrine Mannerup

(4 personer)

Pr. pers., hvis du spiser hele menuen:
2655 kJ (633 kcal)
De grønsager, der er regnet med i menuen, er aubergine, champignoner, peberfrugt og squash.
Meld dig ind i Familie Journals Slankeklub her...

SPANSKE OKSESPID
500 g magert, hakket oksekød, maks. 6% (125 g kød til hvert spid)
50 g løg
1 fed hvidløg
½ tsk. chilipeber
½ tsk. tørret rosmarin
Salt og peber

Pensling
2 spsk. olie, f.eks. olivenolie

Pil løget og riv det groft. Bland løget i kødet sammen med knust hvidløg og krydderier. Form kødet til 20 kødboller og lad dem hvile på et køligt sted i 1-2 timer. Fordel kødbollerne på 4 spid og pensl dem med olie. Grill spiddene på grillristen, 10-15 cm fra gløderne, i ca. 5 min.
Pr. pers.: 1174 kJ (280 kcal)

Flere slankeretter...

TOMATSAUCE
1 ds. flåede tomater (400 g)
1 syrligt æble
1 dl koncentreret tomatpuré
2 dl rødvin
½ frisk, rød chilipeber
50 g løg
2 fed hvidløg
8 grønne oliven uden sten
Salt og peber

Hak de flåede tomater fint og hæld dem i en gryde sammen med groftrevet æble, tomatpuré, rødvin og den halve chilipeber. Rens løg og hvidløg. Hak løget fint, knus hvidløget og bland løgene i tomatblandingen. Kog saucen op og lad den simre under låg i ca. 10 min. Tag chilipeberen op og tilsæt de grofthakkede oliven. Smag til med salt og peber.
Pr. pers.: 395 kJ (94 kcal)

MARINEREDE BØNNER MED PASTA
400 g friske, grønne bønner
75 g løg
1 stort bdt. persille
10 cherrytomater
160 g rå pastaskruer

Marinade
2 spsk. olie, f.eks. olivenolie
2-3 spsk. estragoneddike
2 tsk. dijonsennep
Salt og peber

Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Skyl og nip bønnerne. Kog dem i letsaltet vand i ca. 5 min., de skal bevare et let bid. Tag dem op og lad dem dryppe af i en sigte. Hæld dem i en salatskål og bland dem forsigtigt med den kogte pasta. Rens løget, skyl persillen og hak begge dele fint, inden det blandes med bønner og pasta. Vask og halver cherrytomaterne. Pynt salaten med tomater.
Bland alle ingredienser til marinaden godt sammen, pisk med en gaffel, indtil den er jævn og uklar. Hæld den over salaten.
Pr. pers.: 1086 kJ (259 kcal)

Slankeopskrift: Pernille Brøndum