Mit job er min passion

Mandag, 16. maj 2011
af Redaktion
Pernille Brøndum fra Familie Journals Slankeklub har altid interesseret sig for at lave mad. Men det var lidt af et tilfælde, at hun blev diætist
Pernille Brøndum i sin urtehave. Foto: Flemming Jeppesen
Pernille Brøndum i sin urtehave. Foto: Flemming Jeppesen

Af Signe Ørum Carlsen

- Faktisk ville jeg have været kok, siger Slankeklubbens frontfigur, Pernille Brøndum, der altid har haft en forkærlighed for at kokkerere.
Men da hun ikke kunne komme i lære, prøvede hun i stedet kræfter med ernærings- og husholdningsfaget, hvor hun senere stiftede bekendtskab med diætistuddannelsen.
- Det gik op for mig, at mad ikke bare er noget, man putter i munden, fordi det smager dejligt. Det har faktisk også en helbredende effekt.

Klik her og meld dig ind i Familie Journals Slankeklub


Mad med farver
I dag bor Pernille i en lille by ved Aarhus.
Hun inviterer tit gæster på middag, hvor menuen altid står på farverige og ikke mindst sunde retter.
- For mig er det vigtigste ikke fisken eller fjerkræet. Det væsentligste i måltidet er de små, grønne ting, som man får ved siden af. Det kan f.eks. være en god og fyldig salat fra årstidens frugter og grønt.

Venindehygge
Det sidste middagsselskab, som Pernille havde disket lækkerier op til, var til hendes gode veninde.
Hun havde taget sine fire børn med, og selv om de alle var i alderen fra seks til ti år, så spiste de lystigt derudad.
- Jeg bagte nogle rugboller og lavede en stor salat, hvor der var jordbær, asparges, ærter, speltsalat og pasta i, fortæller Pernille.

Plukkemad for de små
Et smart tip for at få de mindste til at række ud efter de sunde råvarer er noget, som hun kalder plukkemad.
- Det er en god idé at lægge grønsagerne i små skåle. På den måde kan børnene bedre overskue måltidet og selv tage det, de har lyst til.

Husk også motionen
Men maden gør det ikke alene, når man gerne vil tabe sig. En af ingredienserne er som bekendt motion. Her får du Pernilles 5 bedste sommer-motionsråd:

Pernilles 5 bedste sommer- motionsråd

1. Gør det til din haveopgave at slå græsplænen. Det tæller godt på skridttælleren og giver masser af frisk luft.

2. Sjip, lav twist-hop til en god melodi, lav gadedrengehop eller køb dig en hulahopring. Alle idéerne kan udføres spontant i løbet af dagen.

3. Løbetræner du, så meld dig til et eller flere af sommerens mange løb. Du kan f.eks. finde dit løb på motionslob.dk. Når du har tilmeldt dig, så har du noget at løbe efter.

4. Puds cyklen og lad cykelhandleren give den et sommertjek. Så er du klar til at hoppe op på jernhesten.

5. Find dig en gå-ven og lav aftaler om, hvornår I skal gå. Lad gåturene foregå i et rask tempo.

Prøv quizzen "Hvor meget ved du om vægttab?"

Læs om Pernille Brøndums eget lille firma Vanebryderen