7 tips, der gør din overgangsalder nemmere

Søndag, 11. september 2016
af Helle Lyngbo. Foto: Panthermedia/All Over Press
Overgangsalderen behøver ikke blive så slemt som sit rygte, mener læge Søs Wollesen

– Mange kvinder vil sige, at deres krop forfalder lidt hurtigere, at der kommer flere og hurtigere rynker, og at man vokser udad og nedad, når man kommer i overgangsalderen. Men det behøver ikke at blive så slemt, siger læge Søs Wollesen, der blandt andet har udgivet bogen ”Hedeturen går til køkkenet”.

– Dyrker man motion, kan man bibeholde muskelmasse og -styrke og derved holde forbrændingen oppe, kropsholdningen bliver bedre, og generelt kommer der en bedre hormonbalance og dermed også en forbedret fysik, for ikke at nævne psyke. Hukommelsen bedres igen, temperamentet bliver mere stabilt, humøret ændres ofte i positiv retning, og for mange vender sexlysten tilbage på et andet niveau. Mange kvinder beskriver, at de føler sig mere frigjorte i og med deres krop, siger Søs Wollesen.

STORT TEMA om overgangsalderen i Familie Journal, der udkommer mandag 12. september 2016.

Læs også: Kom godt igennem overgangsalderen

Syv gode tips om overgangsalderen

1. Regelmæssighed i hverdagens rytmer giver en god grundsten, der kan bidrage til at skabe en ny balance i kroppen.

2. Tænk i søvnhygiejne: ro i timerne op til du skal sove, køligt i soveværelset, dæmpet lys, sluk pc etc., hør blid og rolig musik, som kan medvirke til rolige tanker.

3. Lav huskeliste til næste dag, så hjernen også kan få fred.

4. Spis en banan og tag tykke sokker på – det øger dannelsen af søvnhormonet melatonin.

5. Spis sundt, meget grønt og groft og medregn planteøstrogener fra hele korn og bælgfrugter i så mange måltider som muligt.

6. Spis stort til frokost og mere let til aften, da det ellers kan forstyrre søvnen.

7. Dyrk motion hver dag – styrke- såvel som udholdenhedstræning.

Læs også: Overskud i overgangen