17-årig lå i koma i 8 dage

Mandag, 8. september 2008
af Redaktion
Martin svævede mellem liv og død efter en voldsom trafikulykke. Da han omsider vågnede, havde han mistet stort set alle sine færdigheder, og måtte starte helt forfra på tilværelsen.
Foto: Hans Bølcho
Foto: Hans Bølcho

I 2007 blev den 17-årige Martin Hansen fundet dybt bevidstløs efter en knallertulykke. Han døde i ambulancen, men det lykkedes heldigvis at genoplive ham. Han havde dog pådraget sig en så alvorlig skade på hjernen, at det var mere end tvivlsomt, om han overlevede.

Genoplivet på hospitalet
- Jeg havde desværre ikke styrthjelm, siger Martin. Årsagen til, at han væltede med knallerten, er aldrig opklaret. Hans forældre blev urolige, da det blev sent og faderen Poul tog sammen med Martins ven ud for at kigge efter ham - men i stedet fandt de hans knallert i en grøft.
- Jeg ringede til politiet for at høre, om de havde fundet ham, og det bekræftede de. Politiet sagde, at jeg skulle kontakte Århus Universitetshospital, hvor han lige nu lå på operationsbordet. Det lykkedes dem heldigvis at få ham genoplivet, siger moderen Inge-Lise lettet.

Første ord var "mor"

Martin lå dog længe i koma efter ulykken. Efter 8 dage, vågnede han og sagde "mor".
- Det var en utrolig lettelse, at Martin var i stand til at genkende mig, siger Inge-Lise. Efter halvanden måneds intens fysisk og psykisk genoptræning på Hammel Neurocenter, havde Martin genvundet så mange færdigheder, at han kunne sendes videre til trænings- og aktivitetscentret Høskoven i Viby J. Her fik han foruden genoptræning også sat sit liv ind i en ny helhed og lærte at strukturere sin hverdag, så han i dag har kunnet starte en tømreruddannelse under revalideringen i Århus.
- Det er et fantastisk sted, og jeg er helt vild med det, siger Martin.

Boks Hammel Neurocenter

? Er et højt specialiseret neurorehabiliterings- hospital for mennesker, der har fået en hjerneskade med deraf følgende betydelige fysiske, følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder.
? Hospitalet har siden 2000 haft ansvaret for rehabilitering af patienter med hjerneskade fra Jylland og Fyn, og her behandles årligt omkring 700 patienter.
? Til hospitalet er der knyttet både et forskningscenter og et uddannelsescenter. Det første medvirker til at underbygge det videnskabelige grundlag for neurorehabiliteringen i Danmark, og det andet beskæftiger sig bl.a. med at udbrede den ny viden, som løbende udvikles inden for området.

Kilde: sundhed.dk
Læs mere på hammelneurocenter.dk

Et helt nyt menneske
Især på ét punkt har forældrene bemærket, at ulykken har forandret Martin:
- Tidligere var han lidt en vild dreng med fuld fart på hele tiden, siger Poul om Martin, som bruger meget mere tid sammen med familien efter ulykken.
- Jeg har fået meget mere ro på mit liv nu. Det er selvfølgelig ærgerligt at tænke på, at ulykken kunne være undgået, hvis jeg havde brugt styrthjelm. På den anden side er jeg også godt tilfreds med at være den person, jeg er i dag, for sådan ville jeg faktisk gerne have været hele tiden. Jeg er bare så glad for mit liv, som det er nu, konstaterer Martin.

Af Erik Pedersen