Endelig blev vi forældre

Mandag, 21. september 2009
af Redaktion
Bare kom med dem, sagde Belinda og Phillip Vorsaa Mitchell i Ringsted. På den måde fik de tre børn på én gang – for alle børn har ret til kærlige forældre
Carlos er mors dreng, Elise er fars pige, og storesøster Roseline hænger om halsen på mor. Foto: TorkelEndelig blev vi forældre
Carlos er mors dreng, Elise er fars pige, og storesøster Roseline hænger om halsen på mor. Foto: TorkelEndelig blev vi forældre

Enhver ved, at de smukkeste diamanter kommer fra Sydafrika, og de allersmukkeste hedder Roseline, Elise og Carlos. Heldigvis er de ikke kolde og hårde sten, men tre børn, på hhv. tre, fem og syv år. De tre unger kom fra Sydafrika en isnende dag i februar i år, og den dag blev ægteparret Vorsaa Mitchell fra Ringsted pludselig forældre til tre børn på én gang.

Nummer 73 på listen
Belinda har altid ønsket sig børn, men Phillip der har to store børn fra tidligere, var blevet steriliseret, og det kunne ikke rigtig laves om.
- Vi søgte om adoption i september 2006 og blev endelig godkendt til søskende imellem tre og fem år i februar 2008. Problemet var bare, at der var rigtig mange andre kommende forældre, som havde fået samme idé. I juni 2008 stod Belinda og Phillip som nummer 73 på listen, og parret var nær ved at tabe tålmodigheden.

Første ord var "daddy"
- Derfor blev jeg også fuldstændig paf, da de pludselig ringede fra adoptionskontoret AC Børnehjælp og spurgte, om vi ville flyttes over til listen over børn fra Sydafrika. For så havde de en søskendeflok på tre. Der var slet ikke noget at betænke sig på. Det var bare vores børn, siger Belinda der sammen med Phillip rejste ud for at hente deres børn den 25. januar i år.
- Den allerførste, vi mødte på børnehjemmet, var vores lille søn, Carlos. Han var lige knap tre år, og hans første ord var "daddy". Han genkendte os fra den bog med foto af os og vores liv herhjemme, som vi havde sendt ned til børnehjemmet.

Mere om adoption

De fleste adoptivbørn fra udlandet bliver formidlet igennem to danske adoptionsbureauer, a-c.dk eller danadopt.dk.
De forskellige lande, hvor børnene kommer fra, stiller forskellige krav til, hvordan den nye familie skal være, og det koster penge at adoptere et udenlandsk barn. Til gengæld kan man søge et adoptionstilskud på omtrent 40.000 kr., når man har fået barnet.

Alle har ret til kærlighed
Siden er det blevet hverdag i Ringsted. Børnene taler alle tre dansk. Rosie skal begynde i skole, Elise i børnehave og Carlos går hjemme hos mor endnu. Det er slut med romantiske ferierejser for to, voksenmiddage i stearinlysenes skær og smart, nyt tøj. Og det gør slet ingenting.
-Jeg kunne ønske, at mange andre kommende adoptivforældre turde tage de børn, der er over tre år gamle. De har også ret til kærlighed og en far og mor, de kan kalde deres egen.

Af Greta Johannsen

Læs også: Endelig lov til adoption