Fortrængte incest i 30 år

Mandag, 18. maj 2009
af Foto: Henrik Bjerg
I mere end 30 år fortrængte Astrid Baun, at hendes far, den afholdte og respekterede sognepræst, misbrugte hende gennem tre af hendes barndomsår. Men en voldsom vrede begyndte efterhånden at vokse frem i den voksne kvinde
Foto: Henrik Bjerg
Foto: Henrik Bjerg

- Er Guds skaberværk ikke skønt? siger den 58-årige cand.theol. Astrid Baun og indånder den friske forårsluft. Helt derind, hvor smerten har fyldt i årtier. Hvor alt brød sammen, når hendes far misbrugte hende. Derinde, hvor hun først for få år siden sluttede fred med sig selv, sin far og sin Gud.

Tre års incest
- Han tog min krop og gjorde vold på min sjæl. Han udraderede mit jeg, siger hun og lader tankerne løbe til det modbydelige, hun blev udsat for bag en lukket soveværelsesdør fra hun var 12 år og tre år frem. I mere end 30 år fortrængte hun det. Minderne om opvæksten, barndomshjemmet og den omsorgsfulde far var udelukkende lyse og positive. Han var en afholdt sognepræst og den, der holdt sammen på familien.

Vreden voksede frem
- Mange år efter voksede en indre vrede frem i mig, som først og fremmest rettede sig mod mig selv, men også mod min mand, fortæller hun. Særligt i 1995, da Astrids far døde, blev vreden rettet mod hendes mand, Erik. - Uanset hvad han gjorde, var der noget galt. Jeg var så vred, og når vi forsøgte at tale om det, førte det ingen vegne. For at redde ægteskabet gik parret i terapi. Først sammen og siden hver for sig.

Vred på faren og Gud
Terapien fik erindringerne tilbage, og efter at fortiden stod klar for Astrid, hadede hun sin far af et godt hjerte. Hun skrev lange hadebreve til ham, selv om han var død. - Jeg skrev, at han var det største svin. At han havde ødelagt mit liv. Heller ikke Gud gik fri af vreden. Astrid kunne på ingen måder fatte, at Gud havde ladet noget sådant ske. - Men jeg var klar over, at Gud vil, at vi skal tilgive, og det gjorde mig urolig. To alternativer tegnede sig for hende, og begge syntes umulige at gennemføre. Enten måtte hun tilgive, eller også måtte hun vise Gud ud af sit liv. - Så jeg bad til Gud: "Nu bliver det dit ansvar. Nu må du tilgive for mig, for jeg kan ikke. Nu er det en sag mellem dig og min far. For mig! Jeg vil gerne tilgive, men du må vise mig vejen." Bønnen fyldte hende med fred.

Har fundet fred
- I forhold til Gud var min far og jeg lige. Uanset syndens størrelse havde vi begge brug for Guds nåde og tilgivelse. Der fandt jeg fred. Hun smiler for første gang. - Og det har holdt siden. Når jeg en sjælden gang stadig har brug for at støde ham fra mig, så ved jeg, at det dybest set ikke handler om min far, men om minder, der sidder i min krop.

Af Ole Larsen

Læs også:
Far kom ud af misbrug

TILGIVELSE

Tilgivelse betyder at genoprette et forhold, så det, der var ved at ødelægge forholdet, ikke gælder længere. Tilgivelse er ikke logisk. Hvis et menneske forbryder sig mod en anden, så er det kun logisk, at der kommer vrede og straf. Men tilgivelsen skaber nye muligheder, så man forsones og genforenes uden vrede og negative følelser. I Bibelen fylder begrebet tilgivelse meget. Både i forholdet mellem mennesker og i forholdet mellem Gud og mennesker. Jesus siger bl.a.: "Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse". (Lukasevangeliet, kap. 6, vers 37)

- At Erik har troet på mig og ikke er løbet sin vej, er et Guds under, mener Astrid